23948sdkhjf

Hver fjerde i byggeriet får bonus på jobbet

Stadigt flere virksomheder giver en del af deres overskud til medarbejderne. Og indenfor byggeri og håndværk får 28 pct. nu en kontant belønning.
Det viser en ny undersøgelse foretaget af Epinion for Deloitte.

Faktisk kan helt op mod 650.000 danskere potentielt få en bonus med hjem i år. Og det er en god ide at påskønne medarbejderne, mener ekspert:

- At belønne medarbejderne med en bonus bliver mere og mere almindeligt i disse år, hvor der virkelig er kamp om talenterne. Der er ingen tvivl om, at en bonus er et positivt signal til medarbejderne. Det er en måde at sige ’du gør det godt’, siger partner i Deloitte Kim Domdal.

Overskud er et krav
Bonussen er naturligvis afhængig af, om virksomheden har klaret sig godt, og hvor meget ledelsen vælger at dele ud. Typisk sker det i løbet af foråret, når pengekassen fra sidste år er gjort op, og årsregnskabet er i hus.

- Tal fra revisorforeningen FSR viser, at en tredjedel af de danske selskaber havde underskud i 2015. Her skal medarbejderne nok ikke forvente, at træerne vokser ind i himlen. Dog har det store flertal af selskaber formået at levere et overskud. Her bør der være en god chance for at få penge med hjem, siger Kim Domdal.

Hver fjerde i byggeriet
Mens bonusser altså er blevet en almindelig del af lønpakken for mange danskere, er der dog stor forskel mellem de forskellige brancher. Industrien er den mest rundhåndede, hvor næsten dobbelt så mange medarbejdere får en kontant belønning, som indenfor byggeri, anlæg og håndværk .

Så mange får bonus:

Industri, produktion, energi, affald: 44 pct.
Medier, information, kommunikation: 39 pct.
Handel, butik, transport, hotel, restaurant: 31 pct.
Byggeri, anlæg og håndværk: 28 pct.
Ejendomshandel og -administration m.v.: 28 pct.
Finansiel sektor, bank, forsikring: 20 pct.
Landbrug, skovbrug og fiskeri: 10 pct.
Offentlig sektor: 8 pct.
- Bonusser er mest udbredte i industrien, i energibranchen samt i rådgiverbranchen, hvor de gives til næsten halvdelen af medarbejderne. Omvendt er det kun hver tiende landbrugsmedarbejder, der kan tage en bonus med hjem, og hver 12. medarbejder i det offentlige.

Personlig indsats belønnes
Selv om en bonus kan skabe glæde, findes der dog mange andre måder at motivere medarbejderne, påpeger Kim Domdal:

- Skal man virkelig øge motivationen blandt medarbejderne, skal alle føle, at de bidrager med noget meningsfyldt til fællesskabet. Det er derfor, så mange virksomheder bruger tid på at forklare, hvordan de vil redde verden. Penge gør det ikke alene.

Ud af de danskere, der modtager bonus på deres job, siger en tredjedel, at den gives på baggrund af deres personlige indsats, mens resten får bonus på baggrund af enten afdelingens resultat, hele arbejdspladsens resultat eller en kombination heraf.

Får du bonus på dit arbejde?

- Nej: 73 pct.
- Ja, udregnet på baggrund af min personlige performance: 8 pct.
- Ja, udregnet på baggrund af hele arbejdspladsens performance: 6 pct.
- Ja, udregnet på baggrund af min afdelings performance: 4 pct.
- Ja, udregnet som en kombination af ovenstående: 6 pct.
- Andet/ved ikke: 3 pct.



Om undersøgelsen:
Tallene er baseret på i alt 2086 interview med repræsentativt udvalgte danskere i arbejde. Undersøgelsen er gennemført af Epinion for Deloitte.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093