23948sdkhjf

Når dagens behov møder 1950’ernes bolig

Renoveringen af Stadionkvarterets 1.140 boliger er et af hovedstadens største og mest ambitiøse projekter af sin art. Første etape med 252 boliger er netop afleveret. Partner hos JJW Arkitekter mener, at missionen med bæredygtighed er løst

Stadionkvarteret

Bygherre: Glostrup Boligselskab
Arkitekt, landskabsarkitekt og totalrådgiver: JJW Arkitekter
Entreprenør: Enemærke & Petersen A/S
Ingeniør: Danakon Rådgivende Ingeniører
Bygherrerådgiver: Kuben Management
Etape 1:
Areal: 19.144 kvm
Periode 2015-2017

Stadionkvarteret i Glostrup består af 1.235 almene boliger opført i årene 1955 - 66 efter datidens idealer om en god bolig.

I dag fremstår Stadionkvarteret som et velfungerende boligområde, men efter mange års brug er der et naturligt behov for at renovere bebyggelsen.

Onsdag afleverede Enemærke & Petersen i samarbejde med JJW Arkitekter og Danakon Rådgivende Ingeniører 252 nyrenoverede boliger, herunder 120 med god tilgængelighed og 18 nye sammenlagte.

De udgør første etape af det renoveringsprojekt, som først er færdigt i slutningen af 2019.

Håndværk og præfabrikeret
Området er et klassisk eksempel på periodens almene byggeri, hvor man i overgangen til det industrielle byggeri kombinerede klassiske håndværkermetoder med præfabrikerede elementer. I forbindelse med renoveringsarbejdet har det vist sig, at der, på trods af datidens ambitioner om at systematisere byggeprocesserne, er anvendt forskellige løsninger på den samme type byggeopgaver.

Det betyder, at det ikke er muligt at renovere boligerne ens. Rådgivere og udførende har derfor været nødt til løbende til at tilpasse arbejdet til de forhold, der varierer fra boligblok til boligblok.

Fokus på god tilgængelighed
Renoveringen omfatter renovering af murværk, udskiftning af tage og vinduer, ny ventilation i hele bebyggelsen og udvidelser af de eksisterende altaner.

Mindre lejligheder er lagt sammen for at imødekomme moderne boligindretning, og flere lejligheder er indrettet med særligt hensyn til god tilgængelighed for gangbesværede. Efter renoveringen vil der i Stadionkvarteret være 1.140 boliger.

Anders Holst Jensen, arkitekt og partner hos JJW Arkitekter, fremhæver projektets fokus på social bæredygtighed.

- Udover opgraderingen af Stadionkvarteret, ser jeg sammenlægningen af de mindre lejligheder - og tilgængelighedsboligerne - som to positive tiltag, der styrker områdets sociale bæredygtighed, siger han.

Tiltrækker nye beboere
Han tilføjer, at det er i tråd med den almene sektors ambitioner om at være et inkluderende boligtilbud:

- Med sammenlægningen tiltrækker man nye borgere og familier til bebyggelsen, og ældre kan blive boende i området, som de kender og føler sig trygge i, påpeger Anders Holst Jensen.

Det kan sikre mangfoldigheden, håber arkitekterne.

- Når man lægger de totaløkonomiske og miljømæssige tiltag oveni de sociale imødekommer renoveringen de tre gængse bæredygtighedskriterier, understreger JJW-direktøren.

Glostrup Boligselskab er bygherre, og projektleder Lisa Christiansen fortæller om glæde hos de, der er flyttet ind:

- Renoveringen handler ikke kun om en nødvendig istandsættelse af et markant muret byggeri. Byggeriet forbliver også attraktivt, så den moderne familie kan finde en bolig, der matcher netop deres behov. Det murede forstadsbyggeri fra 50’erne og 60’erne har været en stor succes for den almene sektor, og mange af bygningerne er tegnet af tidens fremtrædende tegnestuer, siger hun.

Lige nu står den bygningstype over for en større renoveringsbølge, så boligerne kan blive ført up-to-date - og det betyder energiforbedringer, sammenlægninger, øget tilgængelighed og gentænkning af udearealer.

- Uden Landsbyggefondens støtte havde en fremtidssikring i denne skala ikke været mulig, siger John Møller, direktør i Glostrup Boligselskab, i en pressemeddelelse.

Lars Lynge Nielsen, projektchef i Enemærke & Petersen, tilføjer:

- Vi arbejder sammen om at undgå videnstab i overgangen mellem de enkelte etaper, og udnytte den viden, de tidligere etaper har givet os.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.086