23948sdkhjf

Her er der nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Farum, Haderslev, Silkeborg, Thorning, Balle, Grenaa, Højslev og Herning

REGION HOVEDSTADEN

FARUM

Seniorbofællesskab
Miljø-, Plan- og Teknikudvalget i Furesø Kommune er indstillet på at give de nødvendige dispensationer til Lokalplanen 124, Bybækgrunden for at muliggøre, at der kan opføres et seniorbofællesskab trukket tilbage fra Paltholmvej.

Den planlagte seniorbofællesskabet hedder Midgård, og det ønskes opført af OK-fonden på Bybækgrunden i Farum Midtby.

Etableringen af seniorbofællesskabet har været undervejs i mange år, og Lokalplan 14 er således vedtaget tilbage i april 2016. Efterfølgende har der været et ønske om at bevare det grønne udtryk ud mod Paltholmvej, hvilket indebærer en tilpasning af det planlagte byggeri af delområde 1 fra at være en firelænget karré til en trelænget karré.

Udvalget har givet forvaltningen mandat til at meddele de fornødne dispensationer, når der foreligger et konkret projekt.

REGION SYDDANMARK

HADERSLEV

Etagebyggeri
Udvalget for Plan og Miljø i Haderslev Kommune har besluttet at gennemføre en forhøring forud for planarbejdet, der skal bane vej for et større byggeri på ejendommen Erlevvej 28 i Haderslev.

Byggeriet, der ønskes opført på stedet, er et 25 meter højt byggeri i seks etager, som skal rumme både boliger, kontorer og en restaurant.

REGION MIDTJYLLAND

SILKEBORG

Lejligheder og rækkehus
Der er udarbejdet et forslag til lokalplan for et bolig- og erhvervsområde i Hvinningdal i Silkeborg Kommune, som Teknik- og Miljøchefen nu anbefaler godkendt og fremlagt i offentlig høring i fire uger.

Lokalplanen vil give mulighed for opførelse af omkring 60 lejligheder i et etagebyggeri i op til fem etager og 15 rækkehuse fordelt på fem klynger samt byggeri til kontorerhverv.

Plan- Miljø- og Klimaudvalget har forslaget på dagsordenen på mandag, men det skal også for byrådet, inden det offentliggøres.

THORNING

Tæt-lave boliger
Anders Bjerre og Anne Justesen har på vegne af ejer, Boligselskabet Thorning, fremsendt en bebyggelsesplan for otte tæt-lave boliger på Mads Doss Vej 24 i Thorning til Silkeborg Kommune. Bebyggelsen ønskes opført som otte tæt-lave boliger i form af rækkehuse på cirka 110 kvm med tilhørende carporte/udhuse. Det er planen, at boligerne skal opføres som en lang bebyggelse med en længde på 110 meter med integrerede carporte.

Der skal udarbejdes lokalplan og tillæg til kommuneplanen, hvis byggeplanerne skal gennemføres. Plan-, Miljø- og Klimaudvalget i Silkeborg Kommune skal beslutte, om det skal ske på mandag.

BALLE

Rækkehuse
Plan-, Miljø- og Klimaudvalget i Silkeborg Kommune skal på sit møde på mandag godkende en konkretisering af strukturplanen for anden etape af arealet i Balle nord for Gartnergården og Netto som grundlag for det efterfølgende lokalplanarbejde for boligbyggeri i området.

Plan-, Miljø- og Klimaudvalget drøftede på sit møde den 7. august en bebyggelsesplan for 210 rækkehuse udarbejdet af Constructa A/S på et privat areal lige nord for Gartnergården i Balle og besluttede, at der skulle ske en bearbejdelse af bebyggelsesplanen, således at det mest kuperede terræn mod vest udlægges til åben-lav bebyggelse med henblik på minimering af terrænreguleringen.

Årstiderne Arkitekter har efterfølgende skitseret to mulige forslag til, hvordan det kan ske, og dem skal udvalget tage stilling til på mødet.

GRENAA

Dagligvarebutikker
Norddjurs Kommune har modtaget en ansøgning om tilladelse til etablering af nye dagligvarebutikker. Konkret ansøges der om tilladelse til etablering af en ny dagligvarebutik ved Bavnehøjvej/Mellemstrupvej i Grenaa samt en ny dagligvarebutik på Vestergade i Auning.

Begge steder vil der skulle udarbejdes både lokalplan og kommuneplantillæg, hvis der skal bygges.

Norddjurs Kommunalbestyrelse skal på sit møde på tirsdag drøfte, om der skal sættes gang i det nødvendige planarbejde.

GRENAA

Udbygning af Dronningens Ferieby
Markedsanalyser og en forretningsplan har vist, at der blandt familier, grupper og institutioner med handicappede er et behov for yderligere feriehuse og aktivitetsfaciliteter i Dronningens Ferieby i Grenaa, og feriebyen vil derfor gerne bygge ud med 2.550 kvm.

Udbygningen kan imidlertid ikke rummes inden for den fastsatte bebyggelsesprocent på 10 i den eksisterende lokalplan, og der er derfor udarbejdet et forslag til ny lokalplan for området, som åbner mulighed for opførelse af fem eller seks handicapindrettede store fritidshuse og for en udvidelse af aktivitetsfaciliteterne i tilknytning til det eksisterende fælleshus.

Norddjurs Kommunalbestyrelse beslutter på sit møde på tirsdag, om lokalplanforslaget skal vedtages og fremlægges i offentlig høring. I givet fald gennemføres høringen i perioden fra 19. september til 17. oktober.

Herefter kan lokalplanen forventes endeligt vedtaget i december.

HØJSLEV

Ny centerbygning ved Højslev Ældrecenter
Økonomiudvalget i Skive Kommune skal på sit møde på tirsdag tage stilling til, om der skal meddeles en anlægsbevilling på en mio. kroner til opmåling, miljøundersøgelser m.m. i forbindelse med etablering af en ny centerbygning ved Højslev Ældrecenter. Den samlede anlægsbevilling til formålet vil herefter være på 1,580 mio. kroner.

De 1,580 mio. kroner bruges dels til opmåling samt miljøundersøgelser af den nuværende centerbygning, så man ved, hvilke miljøskadende stoffer den indeholder, så eksempelvis PCB, asbest, bly og lignende og dels til at påbegynde ekstern projektering sidst på året.

Det forventes, at afdelingen for Kommunale Bygninger kan udføre det indledende arbejde med byggeprogram, kontakt til brugere samt et overordnet dispositionsforslag, hvor funktioner, arkitektur m.m. fastlægges.

Herefter skal projekteringen af byggeriet sendes i udbud, hvilket forventes at ske omkring årsskiftet 2017/2018.

HERNING

Toilet- og parkeringsfaciliteter
Teknik- og Miljøudvalget i Herning Kommune har godkendt et skitseprojekt for to nye toiletbygninger samt udvidelse af parkeringsarealet ved Løvbakke Naturcenter.

Herning Kommune har afsat 1,9 mio. kroner i år til udvikling af publikumsfaciliteter ved Løvbakke Naturcenter, og forbedringen består i at skabe bedre toiletforhold og flere parkeringspladser til det stigende antal besøgende i området.

Den ene af de to skitserede toiletbygninger skal samtidig fungere som en slags velkomstportal til området, hvor de besøgende kan finde information om området. Den anden og mindre toiletbygning placeres i forbindelse med parkeringsarealet ved hovedindgangen til Løvbakke Dyrehave.

Listen over kommende byggeopgaver bringes i samarbejde med Licitationen-Byggeriets Dagblad. Listen kræver normalt abonnement på Licitationen-Byggeriets Dagblag. Du kun tegne dit abonnement her

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095