23948sdkhjf

Et svært år for nedbryderen Preben Hockerup A/S

Det har været et vanskeligt år for nedbrydningsentreprenøren Preben Hockerup A/S, der gik i minus

Det har ikke været et nemt år for firmaet Preben Hockerup A/S, der beskæftiger sig med nedbrydning, både som under- og totalentreprenør.

Firmaet kom ud af året pr. 30. juni 2017 med et regnskab, der viste et underskud på -5,7 mio. kroner mod et lille overskud året før på godt 600.000 kroner.

Bruttofortjenesten oplyses i regnskabet til at være 6,7 mio. kroner, hvilket er lidt under halvdelen i året før.

Det skriver Licitationen-Byggeriets Dagblad.


Resultatet før skat er på -7,3 mio. kroner mod 833.000 kroner året før.

Advokat Karoly Németh, der er formand for selskabets bestyrelse, er ærgerlig over situationen.

- Vi har indgået aftale om en ny daglig leder - eller direktør om man vil, nemlig Jan Skovgaard Larsen, der har en ingeniørbaggrund og som har erfaring med, hvordan man entrerer og samarbejder med nedbrydningsfirmaer. Så vi tror på, at han kan rette tingene op, men det er også nødvendigt at der sker noget nu, siger Karoly Németh til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Sale and lease back-aftaler
Selskabets beretning betegner resultatet som særdeles utilfredsstillende, og tilskrives tab på projekter som følge af manglende sagsstyring.

Af beretningen kan man også læse, at der i september 2017, altså ind i det nye regnskabsår som følge af det dårlige resultat er indgået en "sale and lease back"-aftale omkring en betydelig del af selskabets driftsmidler, hvilket har tilført selskabet 8 mio. kroner ekskl. moms i likviditet, som er anvendt til at indfri selskabets bankarrangement.

Selskabet har i efteråret 2017 optaget et afdragsfrit lån på 2 mio. kroner hos en samarbejdspartner for at styrke selskabets likviditet.

Endvidere er der igangsat yderligere forhandlinger omkring sale and lease back-aftaler for yderligere at styrke det likvide beredskab.

Selskabet har i efteråret desuden iværksat tiltag til at øge selskabets omsætning, effektivisere produktionen og reducere omkostningerne igennem ansættelsen af Jan Skovgaard Larsen.

Stram styring nødvendig
Pr. underskriftsdatoen har selskabet oplevet en positiv udvikling i antallet af indgåede ordrer. Karoly Németh begrunder også den manglende styring med stifteren Preben Hockerups længerevarende sygdomsforløb.

- Der skal stram styring til, så sagerne kommer i hus, men ordrebogen ser fornuftigt ud, tilføjer formanden.

Af beretningen fremgår også, at det er ledelsens vurdering, at selskabet på baggrund af ovenstående tiltag vil kunne indfri sine forpligtelser, i takt med at de forfalder. På denne baggrund aflægger selskabets ledelse årsregnskabet under forudsætning af fortsat drift.

Virksomheden beskæftiger ifølge regnskabet i snit 26 medarbejdere, men har tidligere været væsentligt større.

Preben Hockerup A/S

Mio. kroner 2017 2016
Bruttoresultat 6,8 14,3
Resultat før skat -7,3 0,8
Årets resultat -5,7 0,6
Egenkapital 4,3 10
Antal ansatte 26 22
Regnskabet er afsluttet den 30.6 2017
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078