23948sdkhjf

Værktøjsforhandler øger omsætningen med 30 pct.

Hos Dorch & Danola er webshoppen drivaklsen i omsætnings-eventyr. Men corona skaber problemer med leverancerne fra leverandørerne

Solen skinner lidt mere i Odense, end den plejer på denne årstid. Og midt i solstrålerne bor den mindre værktøjsforhandler Dorch & Danola.

Som forhandler til en bygge- og anlægsbranche, der har klaret sig ekstraordinært godt igennem verdens Covid-19-udfordringer, er der optimisme at spore hos Torben Madsen, direktør i Dorch & Danola:

- Det er gået fantastisk. Familien Danmark har skulle have nyt værktøj, så det er godt, at vi ikke er i en anden branche. Folk har gør-det-selv bygget derhjemme, og håndværkerne har sindssygt travlt.”

Faktisk er det gået virksomheden så godt, at væksten er eksploderet, skriver Dorch & Danola i en pressemeddelelse.

- Vi har haft en omsætningsstigning på 30 pct. sammenlignet med 2019. 41 pct. i december på trods af kun 15 arbejdsdage, siger Torben Madsen. Virksomheden er samtidig gået fra 31 ansatte i februar 2020 til 45 ansatte i november.

Opskriften på solskin

Ifølge Torben Madsen kan successen under corona primært tilskrives tre faktorer: Held, arbejdsomt personale og en webshop. Virksomheden rammer, ifølge direktøren, ”fuldstændigt lige i skiven”, når det gælder en heldig branche og produktudbud i en verden ramt af pandemi, og samtidig har virksomheden heldigvis ikke været ramt internt af Covid-19.

I forhold til webshoppen dorchdanola.dk forklarer Torben Madsen, at webshoppen er drivakslen.

- Selv dem, der kommer i butikken, har været forbi nettet. Så den har en kæmpe andel i fremgangen, og det vil den have i lang tid fremover, fremhæver han.

E-handlen er generelt blomstret gevaldigt i 2020, hvor fysiske butikker har måtte lukke ned, åbne op igen, for derefter at måtte lukke endnu en gang. Usikkerheden har gjort det nødvendigt at finde andre løsninger, og Dorch & Danola er ikke de eneste, der vægter en velkørende webshop som løsning på restriktionerne og frygten for smitte.

Faktisk oplevede Danmarks største udbyder af webshopplatforme, DanDomain, at der i perioden 1/3 til 31/5 2020 blev oprettet tre gange så mange webshops som sædvanligt sammenlignet med perioden 1/12 – 19 til 29/2 2020 .

Ikke kun medgang

Trods vækst og fremgang har corona-pandemien ikke kun været en dans på roser for den lille virksomhed i Odense. Manglende leverancer fra leverandører har været en stor udfordring for Dorch & Danolas kundeservice, der fortsat kæmper med at forklare kunder, hvorfor deres ordre ikke er kommet endnu.

- Leveringer har været en kæmpe udfordring. Dér, hvor de producerer, er de jo halveret, og det er i alle led. Det er ikke kun vores leverandører, men også deres underleverandører, som ikke kan levere. Det betyder, at vores leverandører ikke kan følge med. Og den svier på den måde, at folk selvfølgelig begynder at rykke for deres varer, siger Torben Madsen.

Mange værktøjsproducenter får lavet deres smådele i bl.a. Asien, hvor Corona-restriktioner påvirker produktionskapaciteten gevaldigt. I Indien og Pakistan har der for eksempel været totale udgangsforbud af flere omgange, hvilket bl.a. har betydet, at folk havde svært ved bare at klare almindelige indkøb, for slet ikke at tale om at passe et arbejde.

På trods af manglende leveringer er væksten og glæden dog ikke til at overse hos Dorch & Danola.

Vækst er modgang

For en lille virksomhed som værktøjsforhandleren fra Odense er vækst godt, men man skal samtidig kunne følge med udviklingen.

Trods 14 nye ansatte kommer der ifølge Torben Madsen stadig flere ordrer ind, end der kan nå at komme ud i den anden ende.

- Vækst kan være en helt vild udfordring. Derfor er der i virksomheden nu behov for opgraderinger, siger Torben Madsen.

Et nyt lagersystem, der skal optimere plukningen og forsendelsen af ordrer, samt opkøb af nabobygningen skal i den nære fremtid gerne gøre Dorch & Danola mere effektiv og kampdygtig.

- Det har været begrænset, hvad vi kunne gøre med de nuværende bygninger, men nu får vi 1.000 kvm mere, som gerne skulle hjælpe på en fornuftig måde, fastslår Torben Madsen.

Artiklen er en del af temaet Nyt fra byggecentrene.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095