23948sdkhjf

Efter trecifret millionunderskud: CG Jensen overtager Adserballe & Knudsen

Farum-entreprenøren Adserballe & Knudsen har igennem den senere tid været ramt af en stribe problemer, som har sat blodrøde spor i 2020-regnskabet.

Det tager selskabets ejer, Jensen Gruppen, nu konsekvensen af.

Adserballe & Knudsen bliver nemlig lagt ind under søsterselskabet CG Jensen, som skal "skabe en ny retning for selskabet", fremgår det af en pressemeddelelse.

 - 2020 var et år, der ikke vil blive glemt, udtaler adm. direktør i Jensen Gruppen, Karsten Hjarsø. 

Tabsgivende sager

Han fortæller, at ledelsen længe har vidst, at Adserballe & Knudsen ville generere et underskud i 2020 og på den måde skille sig ud fra de andre selskaber i gruppen. 

- Der har været flere tabsgivende sager. Særligt én enkeltstående, længevarende voldgiftssag, som man nu har valgt at forlige, har været særdeles tabsgivende, siger Karsten Hjarsø og fortsætter:

- Derfor var det nødvendigt med en omstrukturering i topledelsen i slutningen af sidste år. Og nu overtager CG Jensen Holding det formelle ejerskab og skal hjælpe med igen at skabe retning for Adserballe & Knudsen.

Fakta: Adserballe & Knudsen

  • Entreprenørvirksomhed
    med hovedkontor i Farum, 20 kilometer nord for København.
  • Er en del af Holdingselskabet Jensen Gruppen A/S, som i dag er i blandt landets
    største byggeentreprenører med en årlig omsætning på
    over 3 mia. kr.
  • Virksomhedens kernekompetencer er bl.a. store renoverings- og nybygprojekter i hoved- og totalentreprise samt
    tømrerarbejder i fag- og hovedentreprise.
  • Derudover har selskabet specialiseret sig inden for træbyggeri (CLT).
  • Beskæftiger omkring 95 medarbejdere.
  • Omsatte i 2019 for 779 mio. kr. med et resultat efter skat på 11 mio. kr.
  • Regnskabet for 2020 er endnu ikke offentliggjort, men ifølge ledelsen blev resultatet et underskud efter skat på 168 mio. kr. 

Adserballe & Knudsen har ellers fremvist solide økonomiske resultater i en årrække. Men corona-situationen og svingende resultater både i projektstyringen og på rentabiliteten af udført arbejde medførte i slutningen af 2020 en hård opbremsning i selskabet med omkring 95 ansatte.

Derfor kommer selskabet nu ud af regnskabsåret 2020 med et underskud efter skat på 168 mio. kroner, oplyser selskabet.

Farvel til to direktører

Problemerne fik sidste år ejerne til at iværksætte en redningsplan for Adserballe & Knudsen. Den medførte blandt andet et farvel til de to tidligere topdirektørerer, adm. direktør Morten L. Hansen og produktionsdirektør Rasmus R. Lausen, som i december måtte forlade deres poster.

I stedet blev den daværende markedsdirektør og partner, 38-årige Niels Jul Jakobsen, udnævnt til ny adm. direktør efter 10 års ansættelse hos Adserballe & Knudsen.

Den nye adm. direktør har sammen med Jensen Gruppen siden været i gang med at effektivisere produktionen og økonomistyringen, fremgår det.

- Vi ser en stærk fremtid for Adserballe & Knudsen. Vores ejer har tilført nyt kapitalgrundlag, og vi er i gang med at justere for at skabe et godt fundament for en sund forretning. Det sker ikke på få måneder, men vi kan allerede se, hvordan tilpasningerne har haft en positiv indflydelse på resultaterne i 2021, siger Karsten Hjarsø.

Den formelle overtagelse sker den 1. juli 2021 og gennemføres i praksis øjeblikkeligt. Adserballe & Knudsen A/S bliver – ligesom CG Jensen A/S – en selvstændig forretningsenhed hos CG Jensen Holding.

Parterne ønsker ikke at oplyse købesummen på transaktionen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141