23948sdkhjf

Slut med sort arbejde og hvidvask - nu skal der sættes strøm til det håndholdte bogholderi, mester!

Ny bogføringslov stiller større krav til digitalisering af bogholderiet og øger krav til dokumentation og afstemning

Hvis du stadig har papirbilag i dit bogholderi eller hvis din skarpeste digitalisering i bogholderiet er word-skabeloner eller Excel ark, så er du nu tvunget til at smide det hele i skraldebøtten og sætte strøm til dit bogholderi.

En ny lov - Bogføringsloven – stiller nemlig krav til digital bogføring. Intentionen med loven er blandt andet at gøre det sværere at udføre sort arbejde og at give myndighederne bedre indblik i virksomhedernes løbende indtægter og udgifter. Samt undgå hvidvaskning.

Læs også: Fem gode råd til at få styr på den nye bogføringslov

Loven, som formelt trådte i kraft den 1. juli i år, stiller udover større krav til digitalisering af bogholderiet også øgede krav til dokumentation og afstemning samt beskrivelse af procedurer. Kravene vil blive indført gradvist over en flerårig periode med forventet start 1. januar 2023, men det er tidligst fra 1. oktober 2023, at alle virksomheder, der har pligt til at aflægge en årsrapport og indberette den til Erhvervsstyrelsen, skal anvende et digitalt bogføringssystem.

Krav til bogføringssystemet

Den helt store ændring er altså, at bilag fremover både skal leveres og opbevares digitalt.

Det betyder, at en række virksomheder, som i dag kører bogholderiet mere eller mindre ”håndholdt”, nu skal sætte strøm til og anskaffe digitale værktøjer i form af bogføringssystemer.

Og loven stiller en række overordnede krav til, hvilke bogføringssystemer som kan og skal anvendes.

Forventet tidsplan:

  • 1. januar 2023: De nye krav til digitale standard bogføringssystemer forventes at træde i kraft.
  • 1. oktober 2023: Forventet frist for omstilling af digitale bogføringssystemer til de nye krav og for anmeldelse af systemet til Erhvervsstyrelsen.
  • 1. oktober 2023 – 1. januar 2024: Erhvervsstyrelsen kontrollerer, at anmeldte bogføringssystemer opfylder kravene.
  • I første halvår af 2023: Erhvervsstyrelsen udarbejder udkast til krav til bogføringssystemer, som ikke skal registreres. Kravene vil blive sendt i offentlig høring.
  • 1. juli 2024: Skal regnskabspligtige virksomheder, der anvender et ikke-registreret bogføringssystem sikre, at deres bogføringssystem opfylder kravene til digitale bogføringssystemer

Her kan du holde dig opdateret med tidsplanen

Kilde: Erhvervsstyrelsen

I en redegørelse til medlemmerne om den nye bogføringslov, forklarer Dansk Håndværk, at virksomhederne, som udgangspunkt, skal registrere transaktioner og opbevare bilag i et digitalt bogføringssystem. Registrering og opbevaring kan enten ske i et registreret bogføringssystem eller i et andet digitalt bogføringssystem.

Et registreret bogføringssystem er i denne sammenhæng et digitalt bogføringssystem, som er anmeldt til og er blevet kontrolleret af Erhvervsstyrelsen. Når et bogføringssystem er blevet kontrolleret for, om det lever op til lovkravene, kommer det på den officielle liste over registrerede bogføringssystemer.

Dansk Håndværk fremhæver, at når mester bruger et registreret bogføringssystem, er han sikker på, at det lever op til kravene i bogføringsloven.

- Det er lovligt at vælge et andet bogføringssystem, for eksempel et specialudviklet system, men så bliver virksomheden selv ansvarlig for at sikre, at det opfylder bogføringslovens krav, understreger adm. direktør i Dansk Håndværk, Morten Frihagen.

Afstemning og revision

Dansk Håndværk opridser i et nyhedsbrev til medlemmerne de overordnede regler om afstemning og dokumentation:

  • Grundlaget for indberetning eller angivelse om moms, skatter, afgifter og års- og delårsrapporter skal være opdateret
  • Afstemninger skal derfor foreligge senest på dagen for udløbet af fristen for indberetningen/angivelsen.
  • Det er ikke længere tilstrækkeligt kun at udarbejde afstemninger i forbindelse med årsafslutning, hvis virksomheden er momsregistreret eller har ansatte.
  • Kravet til dokumentation af forskellige oplysninger i årsrapporten er skærpet, fx oplysninger omkring antal beskæftigede, beløbsmæssige betragtninger om fremtiden, anlægskartotek samt nedskrivning af tilgodehavender.

Kilde: Dansk Håndværk

Artiklen er en del af temaet MesterTips.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188