23948sdkhjf

Alle er enige: Flere unge kvinder skal spejle sig i rollemodeller

Nyt projekt skal få unge kvinder til at spejle sig i andre unge kvinder, så de kan inspirere hinanden til at gå ind i traditionelt set mandsdominerede brancher

Der er hård kamp på arbejdsmarkedet om unge med erhvervsrettede uddannelser. De unge går nemlig i stigende grad uden om netop de erhvervsrettede uddannelser til fordel for gymnasiale uddannelse. Det gælder både unge kvinde og unge mænd.

Nu skal et helt nyt projektet, som er målrettet unge kvinder på FGU-skolerne, ændre ved tingene og få flere unge kvinder i gang med en erhvervsuddannelse.

Læs også: Boss Ladies: Her kan du hente unge kvinder til byggeriet, mester!

Det er Boss Ladies, som står bag projektet, som er støttet med 20 mio. kr. af Den A.P. Møllerske Støttefond. I løbet af fire år vil unge kvinder på alle landets i alt 85 FGU-skoler blive en del af et stærkt uddannelses- og arbejdsfællesskab. FGU står for den Forberedende Grunduddannelse, som i 2019 erstattede en række andre forberedende tilbud herunder produktionsskolerne og FGU blev introduceret i 2019 og er en sammenlægning af blandt andet de tidligere produktionsskoler og ordblindeskoler.

Bag Boss Ladies FGU er nonprofitorganisationen Divérs, som er stiftet af Nina Groes.Projektet står på skuldrene af Boss Ladies’ erhvervsskoleindsats, der siden 2018 har støttet unge kvinders vej ind på de mandsdominerede erhvervsuddannelser ved at nedbryde stereotyper og fordomme og skabe et stærkt forandringsfællesskab blandt de unge kvinder.

Udover Divérs drives indsatsen af FGU Danmark, Kommunernes Landsforening, Dansk Industri, 3F, Dansk Arbejdsgiverforening, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier og Byggeriets Uddannelser er projektets partnere.

Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, siger om projektet, at det er en helt unik mulighed for unge kvinder uden job eller uddannelse at tage en erhvervsuddannelse gennem projektet.

- De unge kvinder kan spejle sig i andre unge kvinder, og de kan inspirere hinanden til at gå ind i traditionelt set mandsdominerede brancher. Vi har brug for faglærte som aldrig før, og i dén grad også kvindelige faglærte, og vi ved, at Boss Ladies virker og giver reel ligestilling, uddannelse og job. Det er præcis dét, de her unge kvinder har brug for. Og så er det også dét, samfundet har brug for, så vi i Danmark fortsat kan have kloge hoveder og kloge hænder til fremtiden, fremhæver Lizette Risgaard.

Faglærte kvinder er en mangelvare

Henrik Hvidesten, formand for bestyrelsen for FGU Danmark, fremhæver, at FGU er en vigtig del af løsningen for de ca. 42.000 unge, der er uden uddannelse og job.

- Men, for at vi lykkes, så er samarbejdet med andre parter helt afgørende – det gælder erhvervslivet, andre skoleformer, kommunerne og ikke mindst civilsamfundet. Derfor er jeg rigtig glad for, at den AP Møllerske Fond har valgt at støtte Boss Ladies FGU, hvor vi sammen med Divérs får sat spot på de unge kvinder, som har ambitioner og kompetencer for at gå erhvervsuddannelsesvejen, så de understøttes i valget og fastholdelsen, siger Henrik Hvidesten.

Signe Tychsen Philip, som er underdirektør i Dansk Industri, konstaterer med stor glæde, at Boss Ladies FGU nu er en realitet.

- Faglærte kvinder er en mangelvare. Med gode rollemodeller og et stærkt uddannelsesfællesskab på FGU håber jeg, at flere kvinder får øjnene op for de muligheder, som de måske ikke ville have overvejet uden Boss Ladies FGU. Jeg ser frem til at følge indsatsen over de næste år, understreger Signe Tychsen Philip.

Autencitet, faglighed og fællesskab

Indsatsen, som er landsdækkende og løber frem til januar 2027, rammer også fint i forhold til 3F’s målsætninger.

Uddannelseskonsulent i 3F, Morten Lehmann, siger:

- Boss Ladies-projektet spreder ringe i vandet og det er helt oplagt at tage viden videre til FGU-elever og FGU-skoler. Boss Ladies FGU-ambassadørerne kommer til at inspirere og motivere mange FGU-elever med deres autencitet, faglighed og fællesskab.

Louise Pihl, direktør i Byggeriets Uddannelser, fremhæver, at Boss Ladies FGU er et vigtigt projekt:

- Vi kan se, at Boss Ladies projekterne på erhvervsuddannelserne virker og vi vil gerne være med til også at give de unge kvinder på FGU-skolerne et godt afsæt for at blive en del af byggebranchen. For os er FGU-eleverne også en ny god målgruppe til vores kortere brancheuddannelser, for eksempel uddannelsen som fugemontør. Og her er der allerede gode kvindelige rollemodeller, der er har taget springet og er blevet selvstændige fugemontører.”

Ole Heinager, formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasierlederne konstaterer, at rollemodeller virker:

- Boss Ladies FGU er en rigtig god måde at vise unge kvinder de muligheder, der findes i de faglærte uddannelser. Ved at spejle sig i kvinder, der er dygtige og har succes med deres fag, kan de unge blive inspireret til at gå ind i brancher der normalt er mandsdominerede. Det er godt for de unge, som finder motivation til at tage en uddannelse, og det er godt for kønsdiversiteten, når flere kvinder søger mod fag, der traditionelt er mandebrancher, understreger Ole Heinager.

Thomas Gyldal Petersen, formanden for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg, siger i en kommentar til søsætningen af Boss Ladies FGU:

- Vi har både et menneskeligt og samfundsøkonomisk ansvar for at hjælpe de knap 45.000 unge uden uddannelse og job med at finde deres vej. Bag mange af dem gemmer der sig et potentiale, som ikke er blevet set, og en følelse af at stå uden for fællesskabet. Samtidig har vi brug for at bryde med opfattelsen af, at køn afgør, hvilket uddannelsesfællesskab man kan blive en del af. For eksempel er flertallet af eleverne på en håndværkeruddannelse mænd. Lige nu går talent til spilde, da de unge ikke vælger frit efter reel interesse, og arbejdsmarkedet mister et potentiale for kompetent arbejdskraft. Derfor er dette projekt særlig vigtig, så vi kan få brudt den spiral, fastslår Thomas Gyldal Petersen.

Også Jacob Holbraad, adm. direktør for Dansk Arbejdsgiverforening udtrykker tilfredshed med det nye projekt:

- I en tid, hvor der er mangel på gode hænder og hoveder på arbejdsmarkedet, og hvor flere tusinde unge står uden job og uddannelse, er der brug for indsatser, som støtter de unge. Projektet Boss Ladies FGU tilbyder et fællesskab for unge kvinder og uddanner rollemodeller, som de unge kan spejle sig i. I DA tror vi på, at projektet vil bidrage til fastholdelse og trivsel for flere unge på FGU, og derfor støtter vi indsatsen, siger han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.926