23948sdkhjf

Priserne på fast ejendom fortsætter med at stige

Det bliver fortsat dyrere at købe fast ejendom. Prisstigningerne er dog små, viser tal fra Danmarks Statistik.
Det bliver stadig dyrere at købe fast ejendom. Stigningerne er meget små, men for sælgerne går de fortsat i den rigtige retning.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at fra juli til august var der på landsplan prisstigninger på enfamiliehuse på 0,1 procent og på ejerlejligheder 0,3 procent.

I forhold til gennemsnittet for den foregående tremånedersperiode, marts-maj, steg priserne på enfamiliehuse med 1,1 procent og med 1,4 procent på ejerlejligheder.

- Priserne på huse stabiliserede sig i 2012, og i 2013 har vi set en tendens til stigende priser, og priserne på ejerlejligheder er steget siden 2012, siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.

- Dagens tal viser, at den opadgående prisudvikling på boligmarkedet i 2013 ser ud til at holde ved, siger hun.

Ane Arnth Jensen påpeger, at det hører med til historien, at de stigende priser er koncentreret omkring de større byer.

- Men det kan måske på lidt længere sigt have en afsmittende effekt på resten af landet, siger hun.

Hos Arbejdernes Landsbank kalder cheføkonom Lone Kjærgaard dagens tal for "betryggende".

- Priserne på både enfamiliehuse og lejligheder er i år steget i syv ud af otte måneder, og det viser, at boligmarkedet er kommet ind i en meget mere stabil fase, end det har været i mange år, siger hun.

Lone Kjærgaard understreger, at tallene viser, at boligmarkedet er på rette vej. Og det stopper ikke her, mener hun.

- Med en stigende forbrugertillid hos danskerne, fortsat lave boligrenter og udsigt til fremgang i både vækst og beskæftigelse mener vi, at vejen er banet for fortsat fremgang på det danske boligmarked, siger hun.

Når der er tale om prisstigninger, er det ikke stigninger med raketfart, som Lone Kjærgaard forventer, men derimod prisstigninger på to-tre procent de kommende år.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078