23948sdkhjf

Minimer udledningen nu

Overfyldte kloakker, oversvømmede veje, fyldte kældre - det er følgerne af den stigende regnmængde. Politikkerne gør intet, skal de det?
Den stigende regnmængde er dog ikke alene skylden i overfyldte kloakker, oversvømmede veje, fyldte kældre. Store huse med kæmpe indkørsler belagt med fliser, alt er tilladt eller i hvert fald ikke forbudt.

Dét at byerne udbygges med nye kvarterer fylder også godt i de indre kloakker, som tit er fællessystem. Det går ikke længere. Der må gang i renoveringen af de gamle kloakker, herunder også separering af regnvand og spildevand.

Et typisk gammelt hus med flisebelagt indkørsel leverer nemt 200 m3 rent regnvand til kloaksystemet og derved også til rensningsanlægget om året.

Udgiften ved at rense det "rene" vand fra taget og indkørselen, efter det er blevet svinet til nede i spildevandsledningen, vil uden tvivl på ganske få år kunne betale regnvandstilslutningsbidraget tilbage. Det vil således være en god forretning for kommuner-ne/renseanlæggene at tilbagebetale tilslutningsafgiften, hvis der foreligger en erklæring med diverse bilag fra en autoriseret kloakmester på, at regnvandet er håndteret på egen grund. Alternativt kan der laves faskiner med overløb til kloakken med en begrænset udledningshastighed, så regnvandet bliver forsinket så meget, at fællessystemet ikke står op i kældre m.v. med risiko for efterfølgende sygdomme og ødelagte huse i områder. Hvor afløb ender i fællessystemer inden renseanlægget, bør der være et udledningsmaksimum for regnvand.

Vandbremse

Det er meget almindeligt, at regnvandsstikledningen fra en villagrund kan aflede 20 liter vand i sekundet, og det er nok til, at stikledningen kan aflede vandet, hvis der ligger asfalt på hele grunden - er det rimeligt og forsvarligt, at det er lovligt? Dimensionering af regnvandsstikledninger har næsten altid været sådan, at stikket skulle kunne aflede vandet, hvis hele grunden plastres til med fliser eller asfalt, fuldstændigt idiotisk. Der er rigtig mange stik, som er ø (diameter) 160 mm, som kan aflede de ca. 20 l/s, men ser vi på at en villa og lidt fliser til konebilen eller campingvognen ca. 300 m2, vil det give 4,2 l/s, hvorfor dæ… skal stikket så kunne tage monsterregn på hele grunden?

Med en vandbremse kan vandet nemt begrænses til f.eks. 1 liter i sekundet, blot ved at etablere et regnvandsmagasin i faskinekasser og en vandbremse, og så udlede vandet lige så stille over et døgn i stedet for på en time. Ved regn med 140 liter i sekundet pr. hektar og i 10 minutter, som er den teoretiske regn der kommer, og med en villa med lidt fliser i alt 300 m2 giver det en total vandmængde på 2.520 liter efter de 10 minutter. Udledes der så 1 liter i sekundet mod de normale 4,2, vil man reducere mængden i den offentlige ledning med ca. 75 pct., og man kan så klare sig med et magasin i faskinekasser på ca. 1.920 liter, pris under 4.000,- kr. (excl. arbejdsløn). Ellers kan 7 m3 16/32 nødder klare det samme til under 1.500,- kr.(excl. arbejdsløn).

Er det erhvervsgrunde vil udledningen kunne begrænses til f.eks. 10 pct. af den faldne mængde regnvand, der kan udledes til det offentlige anlæg. Det samme gælder her, et regnvandsmagasin i faskinekasser under jorden med udløb til fællesledningen vil forsinke vandet, så det kan nå væk i tide.

Alle byggetilladelser bør indeholde en max. udledningsregnvandsmængde.

Da vi endnu ikke har sikkert bevis for, at "spådomme" holder, kan vi jo ikke vide, hvilken udvikling verdenen tager, og derfor kan selv den bedste ikke dimensionere et afløbssystem, som for altid vil være stort nok, men bliver alle byggetilladelser ledsaget af en maks. udledningsmængde eller en tilpas lille dimension stikledning, vil denne dimensionering blive mere sikker i fremtiden, da den øgede regnmængde ikke vil kunne komme i den offentlige ledning og dermed genere borgere på de udsatte steder, så vi undgår igen om 10 år at have alt for små kloakledninger. Det kræver dog, at kloakmesteren, som laver regnvandsafløbene, laver magasinerne i den rette størrelse i forhold til den forventede regnmængde i fremtiden. Eller udbygger magasinerne i takt med den stigende regnvandsmængde, der kommer ned.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078