23948sdkhjf

Tøv en kende

Socialdemokraternes forslag om at sikre forbrugerne bedre i forhold til ydelser udført af håndværkere eller entreprenører kan ved første øjenkast se ganske fornuftigt ud. Samtidig må det også konstateres, at når et sådant forslag dukker op, er det fordi, der sjældent er røg fra et bål, uden at der er ild.

Men politikerne bør tøve en kende og tænke sig godt om, inden de griber så voldsomt ind i forhold til aftaleparterne i en byggesag. Selvfølgelig skal den svage part, forbrugeren, beskyttes mod plattenslagere og useriøse håndværkere.

Men i den sidste ende er det vel heller ikke forbudt for forbrugerne at tænke sig om en ekstra gang, inden de kaster sig ud i store byggeprojekter eller tilkalder en håndværker.

Sagen rører endnu en gang ved spørgsmålet om, hvor meget staten skal pakke borgerne ind i vat og bomuld. Ikke dermed sagt, at det er acceptabelt, når håndværkere snyder på vægten økonomisk eller med dårligt udført arbejde, men almindelig sund fornuft er ikke at foragte, og almindelig sund fornuft er blandt andet at benytte håndværkere omfattet af en garantiordning.

Det giver alt for ofte anledning til de store overskrifter og generaliseringer mod sektoren som helhed, når medierne, især tv, kan præsentere sager, hvor forbrugere er blevet snydt eller udsat for elendig service fra håndværkere. Men der er også grund til at understrege, at det er en meget lille del af håndværkerne, der giver anledning til den dårlige omtale.

Derfor er det relevant at stille spørgsmålstegn ved det fornuftige i at ramme alle håndværkere med nye og stramme regler, især i en situation hvor vi endnu ikke har set den nye ABR fungere i praksis.

Noget andet er så, om man overhovedet får ram på de brodne kar med Socialdemokraternes forslag. Plattenslagerne sætter sig nemlig alt for ofte ud over de gældende spilleregler, og det kan nok så meget lovgivning ikke ændre på.

Politikerne burde hellere bruge noget mere tid og kræfter på at sætte ind over for de mange østeuropæiske håndværkere, der med social dumping i øjeblikket er ved at undergrave ikke alene det danske arbejdsmarked, men det danske velfærdssamfund som helhed.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078