23948sdkhjf

Op i en spids

Vestre Fængsel har fået nyt tårn og spir på toppen af fængslets kirke
Det gik bogstaveligt talt op i en spids, da en af landets største leverandører af præfabrikerede trækomponenter, Palsgaard Træ, sammen med en montør fik til opgave at forsyne Vestre Fængsel med et nyt tre tons tungt tårn og spir på toppen af fængslets kirke – alt sammen som led i en større renovering af tagetagen, hvor bl.a. 4.000 m2 tag er blevet udskiftet gennem det seneste års tid.

Det gamle tårn og spir daterede sig helt tilbage til fængslets opførelse i 1895, og i forbindelse med tagudskiftningen besluttede fængselsledelsen sammen med projektets hovedentreprenør, Adserballe & Knudsen også at forny det 115 år gamle spir, således at det ny kirketårn matchede en bygnings- og stilændring, som fandt sted for mange år siden, da der blev isat ovenlys.

Tømreren kunne umiddelbart se en fordel i at få lavet tårn og spir som præfabrikerede elementer frem for at rejse et stillads og bygge tårn og spir op på stedet 25 meter over jordens overflade, hvor tømrere og blikkenslager skulle kravle op og ned mange gange. Ideen vandt genklang hos både arkitekt og bygningschef, hvorefter der blev taget kontakt til Palsgaard Træs kvistafdeling, som sammen med tømreren forestod opmålingen af hele konstruktionen, hvorefter arbejdet på værkstedet gik i gang.

Der var tale om en meget speciel og utraditionel opgave, der blev klaret på cirka otte uger, forklarer Michael Rosen Madsen til Mester Tidende. Han er leder af kvistafdelingen hos Palsgaard Træ. Selve monteringen stod Adserballe & Knudsen for med byggeleder Dennis Kensø i spidsen.

Træskelet

Michael Rosen Madsen:

- Tårnet blev opbygget i 3 moduler – tårnet, spiret og garnituret, det sidst nævnte er det gamle, som er blevet renoveret.

- Til tårnet, som er den stabiliserende del, har vi valgt en stålkonstruktion til forskel fra det gamle tårn, som var traditionel gitterkonstruktion i træ.

- Tårnet består af 8 færdige elementer af et træskelet, hvorpå der blev monteret en vindtæt plade, afstandslister og ru brædder som underlag for zinken. Efterfølgende er de otte elementer skruet på stålkonstruktionen, hvorefter blikkenslageren har taget over. Til sidst er der sat vinduer i og lavet udvendigt fugearbejde.

- Selve spiret er formet som en kegle og produceret ved hjælp af otte præfabrikerede gratspær, der er monteret på en ottekantet træramme og efterfølgende beklædt med brædder og zink. Hele tårnkonstruktionen måler 3,2 meter i diameter, 6,5 meter i højden og vejer ca. tre tons. Elementerne er hejst 25 meter til vejrs hver for sig.

Befæstelsen

Michael Rosen Madsen forklarer, at arbejdet med selve monteringen og befæstelsen har været baseret på en ingeniørrapport.

- Tårnet blev kranet op og er fastgjort til de eksisterende drager med 8 sæt gevindstænder, spændskriver og møtrikker. Herefter blev spiret kranet op og fastgjort til tårnet med 2x8 sæt bolte og møtrikker. Til sidst blev garnituret løftet op og fastgjort med 2 sæt skruer med møtrikker.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11