23948sdkhjf

Møbelsnedker: - Alt passede på en prik

Møbelsnedkeri skar mere end 1000 plader ud i et slags puslespil for at fremstille ret komplicerede abstrakte bygningsudsnit kaldet "arkitektoner"
Det fynske møbelsnedkeri Pedersen & Pilegaard ApS i Haarby har mere end 100 års tradition indenfor funktionelt træhåndværk. Foruden at være underleverandør til danske designvirksomheder, leverer man møbler og inventar til hoteller og skoler og har stor erfaring indenfor specialtegnede køkkener samt specialinventar såsom skranker med den nyeste teknik. Herudover udføres restaureringsopgaver i kirker, præstegårde og herregårde, ligesom der fremstilles inventar til ambulancer og andre specialkøretøjer.

Nu har en af Danmarks største arkitektvirksomheder, 3XN, haft bud efter det fynske møbelsnedkeri. Arkitektfirmaet står bag udstillingen Mind Your Behaviour i Dansk Arkitektur Center, der stiller skarpt på de nyeste tendenser i dansk byggeri og byudvikling.

De spektakulære og ret komplicerede abstrakte bygningsudsnit, som indgår i udstillingen, kaldes "arkitektoner" og er fremstillet hos det fynske møbelsnedkeri Pedersen Pilegaard.

- Det har været utrolig spændende og en stor udfordring for os at fremstille arkitektonerne. Vi har skåret mere end 1000 plader ud i et slags puslespil udelukkende ved at stole på de udførlige tegninger fra 3XN. Det fantastiske var, at alt passede perfekt, da vi skulle samle de mange elementer, siger snedkermester Mogens Pedersen.

For Kim Herforth Nielsen, partner og kreativ chef samt grundlægger af 3XN, har samarbejdet også været en positiv oplevelse.

- Vi har fra begyndelsen været enige om det høje kvalitetsniveau og hele opgaven er løst på glimrende vis og leveret til tiden. Kan man lave designmøbler kan man også lave krævende modeller af arkitektur - derfor valgte vi Pedersen Pilegaard til at løse opgaven, siger Kim Herforth Nielsen.

Arkitektonerne er fremstillet i birkekrydsfinér og fyrretræ med detaljer i mdf-plade, der til slut er malet.

Udstillingen viser udvalgte bygninger fra 3XN’s portefølje, blandt andet Horten, Landsbanki, Ørestad Gymnasium, Middelfart Sparekasse samt det nye Danmarks Akvarium.

- Udstillingen handler om, hvordan vi arbejder med adfærd, når vi skaber arkitektur, forklarer Kim Herforth Nielsen, grundlægger af 3XN.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079