23948sdkhjf

Spørg Byggeriets Brevkasse

Fradrag for løn til børn

Kan jeg fratrække løn til mine egne teenagebørn, hvis de arbejder efter skoletid i mit snedkerværksted?

Ja, hvis du har en personligt drevet virksomhed, kan du fratrække løn til dine egne børn, men der er nogle forudsætninger, der skal være opfyldt.

Dit barn skal være fyldt 15 år ved begyndelsen af det indkomstår, hvor du fratrækker lønnen. Hvis barnet ikke er fyldt 15 år ved indkomstårets begyndelse, kan du altså ikke fratrække lønudgiften, og barnet skal så heller ikke medregne lønnen til den skattepligtige indkomst.

Du skal kunne dokumentere, at lønnen modsvares af en tilsvarende arbejdsindsats. Det vil derfor være en god ide, at I løbende registrerer arbejdet på arbejdssedler eller i en kalender og gemmer dette som dokumentation for det arbejde, dit barn har udført. Det skal være realistisk, at din teenager kan præstere arbejdet. Det vil f.eks. ikke blive godkendt af skattemyndighederne, hvis du betaler løn for 30-40 timer pr. uge, hvis din teenager samtidigt går i skole eller har en læreplads i et andet firma.

Arbejdsindsatsen skal stå i rimeligt forhold til lønnen. Skattemyndighederne vil f.eks. ikke godkende, at du betaler din teenager 200 kr. i timen for at feje gulvet i værkstedet. Timelønnen skal være den samme, som du ville betale til en anden ungarbejder på samme alder for udførelse af det samme arbejde.

Reglen om, at barnet skal være fyldt 15 år, for at lønnen kan fratrækkes, gælder ikke, hvis du driver virksomhed i et ApS eller et A/S. Et anpartsselskab kan godt fratrække løn til hovedanpartshavers barn under 15 år, men det skal naturligvis stadigvæk kunne dokumenteres, at arbejdsindsatsen står i rimeligt forhold til lønnen.

Tax manager Anders Bentzen, Deloitte Skat, Esbjerg
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078