23948sdkhjf

Årets greenkeeper er ordblind

Årets greenkeeper 2014 hedder Søren Tømming. Han er ordblind, men har overvundet handicappet og er overbevist om, at det netop er derfor han vandt titlen
Det var en rørt mand, der modtog prisen for Årets Greenkeeper 2014. Søren Tømming har passet græsset i Helsingør Golf Club de sidste 22 år. Selv vidste han intet om kåringen.

- Jeg blev vildt overrasket og kunne ikke engang holde en takketale. Vandet stod i øjnene, og jeg blev rigtig, rigtig glad. Mest fordi det er en anerkendelse fra ens kolleger, der ved, hvad det handler om. Samtidig er det en kæmpe stor anerkendelse af det arbejde alle gør her i klubben, siger Søren Tømming, chefgreenkeeper i Helsingør Golf Club, til Mester Tidende.

Kåringen er kulminationen på Søren Tømmings lange ansættelse, som ellers har budt på både op, men også nedture. Tilbage i 2011 havde han en alvorlig samtale med baneformanden. Beskeden var, at Søren Tømming skulle være mere synlig – og meget gerne på nettet.

- Før kom der intet fra min side, og det medførte en del negative tilbagemeldinger fra både medlemmer og bestyrelse. Jeg lider af ordblindhed. Så på det tidspunkt anede jeg ikke, hvordan man brugte en computer. Jeg gik uden om det, og ingen vidste noget om det, for jeg har aldrig skrevet en seddel. Alt er foregået mundtligt, siger Søren Tømming.

Kæmper med ordblindhed

Søren Tømming er 48 år gammel. Alligevel var det først for et års tid siden, han for første gang fortalte omverdenen om sin ordblindhed. Det var en kæmpe stor hæmsko i en travl hverdag, men beskeden fra baneformanden fik ham til at indse, at han blev nødt til at gøre noget.

Det fik ham til at tilmelde sig undervisning til ordblinde i IT og engelsk.

Tag kampen op

- Jeg skulle huske alt. Så det har givet en ufattelig ro og respekt, at jeg nu hele tiden fortæller, hvad vi laver. Også blandt mine medarbejdere, der nu ved, hvad der skal ske og hvorfor, siger Søren Tømming.

I dag bruger han også sine nye kommunikationsfærdigheder strategisk med hjælp fra DGU-redskabet "Golfspilleren i centrum", hvor gæstespillere via et elektronisk spørgeskema giver deres mening til kende om de baner, de besøger.

- At jeg har taget kampen mod ordblindheden har helt sikkert haft en stor betydning for, at jeg vandt prisen som årets greenkeeper 2014. Jeg kan kun opfordre andre til at videreuddanne sig.

Jeg ved godt, at det er hårdt, og panden har da også været nede i tastaturet nogle gange. Men man bliver sindssygt glad, For det åbner mange døre, siger årets greenkeeper 2014 til Mester Tidende.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078