23948sdkhjf

Cembrit: Billigere at renovere end at købe nyt

Byggeomkostninger spurter fra huspriserne, viser opgørelse fra Cembrit
I 93 af landets 98 kommuner stiger omkostningerne ved at bygge et nyt hus hurtigere end huspriserne, og i næsten halvdelen af landets kommuner er det i løbet af de senest 10 år blevet mindst 25 pct. dyrere at bygge nyt sammenlignet med at købe et eksisterende hus. Dermed stiger risikoen for at tabe penge på et nybygget hus over det meste af landet.

Det viser en ny opgørelse fra byggevirksomheden Cembrit baseret på de seneste tal for udviklingen i byggeomkostninger for boliger samt tal for prisudviklingen på huse fra henholdsvis Danmarks Statistik og Realkreditrådet.

Omkostninger til materialer og arbejdsløn i forbindelse med opførelsen af et nyt hus er de seneste 10 år steget knap 28 procent, mens huspriserne alene er steget godt 20 procent. Den generelle forskel i prisudviklingen dækker over store lokale forskelle, idet 43 kommuner oplever, at det er blevet mindst 25 pct. dyrere at bygge nyt hus sammenlignet med, hvad de eksisterende huse i kommunen handles til.

- Det her betyder alt andet lige, at det bedre kan betale sig at købe et eksisterende hus frem for at bygge et nyt. Og det gælder i særdeleshed i de mange kommuner, hvor byggeomkostningerne simpelthen er spurtet fra prisen på de eksisterende huse, siger Mogens Fisker, adm. direktør i Cembrit, som er leverandør af fibercementbaserede løsninger til tag og facade.

- Derfor er det kun blevet endnu mere vigtigt, at man sammenligner byggeplanerne med mulighederne for at købe et eksisterende hus og eventuelt renovere eller ombygge det. Ellers risikerer du at bygge et hus, hvor markedsværdien fra første dag er betydeligt lavere end det, du har betalt for at bygge huset – også selv om eksempelvis energistandarden på det nybyggede hus er bedre, fortsætter han.

Overkapacitet på husmarkedet
Aktuelt er der ifølge Realkreditrådet godt 38.000 huse til salg i Danmark, og selv om antallet har været faldende de seneste år, så er udbuddet stadig fordoblet i forhold til 2005. Det store udbud er ifølge chefanalytiker i Dansk Byggeri Finn Bo Frandsen en del af forklaringen på, at huspriserne ikke kan følge med byggeomkostningerne.

- Der er nogle demografiske årsager til, at husmarkedet har det svært mange steder, og det gælder ikke mindst danskernes vandring mod storbyerne, som efterlader en overkapacitet af huse i de mere perifert beliggende områder, forklarer Finn Bo Frandsen.

- Derfor ser det også ud til, at huspriserne i byområder med stigende efterspørgsel kommer til at følge med byggeomkostningerne, mens byggeomkostningerne i områder med overkapacitet og svag efterspørgsel nok vil fortsætte med at vokse hurtigere end priserne på eksisterende huse, fortsætter Finn Bo Frandsen.

Han henviser til, at overkapaciteten på husmarkedet også kommer til udtryk ved, at husbyggeriet de seneste år har ligget på et historisk lavt niveau.

Størst prisforskel i udkantsområder
Ærø, Lolland, Halsnæs, Odsherred og Vordingborg Kommune er de steder i landet, hvor huspriserne har haft sværest ved at følge med byggeomkostningerne. I de fem kommuner er det i gennemsnit blevet næsten 70 pct. dyrere at bygge nyt sammenlignet med at købe et eksisterende hus.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094