23948sdkhjf

Erstatter påkørt stibro

Vejdirektoratet har nu valgt en ny stålstibro ved Overdrevsvej i Hillerød til erstatning for den betongangbro, der blev påkørt og styrtede ned i november sidste år
Det er ikke på Sjælland, at Kaj Bech Murer- og Entreprenørfirma med base i Holstebro gør sig mest, men sammen med Moe A/S som rådgivende ingeniører og smedevirksomheden Koldkjær A/S har de hevet en totalentreprise i land.

Totalentreprisen går på fremstilling, levering, rådgivning og montering af en ny stibro ved Overdrevsvej i Hillerød til erstatning for den, der blev påkørt og styrtede ned i november sidste år, da en lastvogn kørte under med en lift på ladet, der ikke var slået ordentligt sammen.

Stibroen bliver fremstillet i cortenstål, som har den særlige egenskab, at det patinerer med et beskyttende rustlag, der øger levetiden for broen.

”Vi var ikke billigst men vandt på udseende”, siger tilbudsingeniør hos Kaj Bech Murer- og Entreprenørfirma, Per Lauridsen til Licitationen – Byggeriets Dagblad og fortsætter:

”Det er ikke så tit, at man vinder en sag, når ikke man er billigst, så det er vi da stolte af”.

Ligner en træstamme

Han oplyser, at de i forklaringen på, hvorfor de løb med totalentreprisen fik at vide, at de har budt ind med en bro, der ligner en træstamme, som er væltet ind over vejen og derfor passer godt ind med naturen.

I en pressemeddelelse fra Vejdirektoratet fremgår det da også, at den patinerede bro indgår ”på en mere naturlig måde i omgivelserne” end den gamle betonbro.

Totalentreprisen har en værdi af 2,6 mio. kroner, oplyser Per Lauridsen og påpeger, at monteringsarbejdet går i gang i november i år. Inden da skal Koldkjær A/S på banen.

”De laver stålbroen for os”, siger han.





Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094