23948sdkhjf

Organisationer vil styrke lokale håndværkere

3F og Dansk Håndværk går sammen om projektet ”Lokalt Håndværk”, for at hjælpe små og mellemstore lokale håndværksvirksomheder til at klare sig bedre
De små og mellemstore håndværksvirksomheder udgør mange steder rygraden i det lokale erhvervsliv. Men mange steder er de også udfordret af en meget hård konkurrence i branchen. Derfor skal et nyt projekt nu hjælpe håndværksmestrene, så det bliver lettere at udvikle virksomheden og fastholde arbejdspladser.

Projektet er et rådgivningstilbud til virksomhederne, der sætter fokus på deres forretningsudvikling og på hvordan de samtidigt fastholder medarbejdere og rekrutterer nye. Der tages også fat i uddannelse og lærlinge, ligesom arbejdsmiljø og arbejdsklima i virksomheden bringes i top.

”Hver gang vi kan hjælpe en virksomhed til at klare sig bedre, betyder det nye jobs, større arbejdsglæde for medarbejderne og sikkerhed for, at arbejdspladserne kan bevares. Det er en fællesinteresse for os og arbejdsgiverne, og det har været vigtigt for os, at ”Lokalt Håndværk” også handler om uddannelse, efteruddannelse, fastholdelse og så selvfølgelig at skabe flere lærepladser”, forklarer Kim Lind Larsen, gruppeformand i 3Fs Byggegruppe om projektet.

Håndgribelige løsninger
Og arbejdsgiverne ser de samme muligheder i at hjælpe til en bedre drift, engagere medarbejdere og en forbedret bundlinje - til glæde for både ejerne, medarbejderne og lokalområdet:

”Den bedste måde, vi kan hjælpe, er ved at tage udgangspunkt i den enkelte virksomheds dagligdag. Hvis lederen skal kunne fastholde dygtige medarbejdere og tiltrække nye, kræver det, at han formår at inddrage de ansatte i virksomhedens udvikling. Der skal være et godt samarbejde og arbejdsmiljø, hvor alle tager ansvar og er med til at skabe resultater”, forklarer direktør hos Dansk Håndværk Morten Frihagen om projektet.

Konkret tilbyder Dansk Håndværk og 3F at stille en erfaren konsulent til rådighed i to dage. Det er Flemming Kehr fra CPH Dialogue, som skal bistå med udviklingsforløbet. Sammen med ledelse og medarbejdere gennemgår han virksomheden, og kommer med praktiske og konkrete forslag, der kan forbedre arbejdsrutiner, planlægning og samarbejde.

Organisationerne betaler
”Vi er helt bevidst gået efter at skabe meget håndgribelige og dagligdags løsninger, som enhver mindre virksomhed kan bruge. Og så har vi omhyggeligt udvalgt en konsulent, der er specialist i udvikling og optimering af håndværksvirksomheder.

Han skal kick-starte lavpraktiske her-og-nu tiltag, som nemt indarbejdes”, forklarer Morten Frihagen fra Dansk Håndværk, som understreger, at konsulentens arbejde naturligvis foregår i absolut fortrolighed.

Når lønmodtagere og arbejdsgivere på den måde arbejder sammen om at hjælpe virksomhederne skyldes det, at de lokale håndværksvirksomheder i en årrække har haft det svært. Deres betydning for jobs og for lokalområderne gør, at der har været et stigende behov for at hjælpe netop dem.

”Vi har set, at det ikke er alle dele af landet, der har fået del i det spirende opsving. Men vi synes, det er vigtigt, at også de lokalområder som ikke har en stor vækst, kan udvikle sig og skabe arbejdspladser”, siger Kim Lind Larsen.

Derfor blev grundlaget for samarbejdet om projekt "Lokalt Håndværk" lagt allerede, da Dansk Håndværk og 3F i foråret forhandlede overenskomst.

Her aftalte man bl.a., at langt hovedparten af udgifterne til arbejdet betales af de to organisationer gennem Håndværkets Udviklingsfond, og at den enkelte håndværksmester kun i meget beskedent omfang skal bidrage økonomisk.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078