23948sdkhjf

Succes med integration på gulvplan

Kastrup Gulve har fået værdifulde erfaringer med ansættelsen af 26-årig syrer
I den lille familieejede virksomhed Kastrup Gulve vil man rigtigt gerne være med til at tage et socialt ansvar, blandt andet ved at bidrage til integration af nye danskere, der har viljen og evnen til at arbejde.

Men gode og prisværdige intentioner kan ikke skabe resultater alene. Og integration kommer absolut ikke af sig selv, ved ensidigt at opstille krav og forventninger fra arbejdsgivers side – det viser de praktiske erfaringer i Kastrup Gulve, der for nyligt blev indstillet til en erhvervspris af Solrød Kommune for sin indsats med integration af flygtninge.

Et eksempel på den succesrige integration er ansættelsen af 26 årige Hawar Jamil Sadon fra Syrien. Mindre end et år efter ansættelsen er Hawar med til at bidrage til den danske velfærd og har i kraft af sit samarbejde med kolleger og kommunikation med kunder fået en bedre forståelse for den danske samfundsmodel og kultur.

Tæt opfølgning
Det har dog krævet en aktiv og meget tæt opfølgning fra både virksomhed og kommune, for at det kunne komme dertil. Et eksempel på dette er, at Hawar ikke havde dansk kørekort. En engageret medarbejder fra Kastrup Gulve har i en længere periode måttet køre Hawar rundt til de forskellige arbejdspladser og introducere ham for opgaverne på de forskellige steder. Heldigvis var Solrød Jobcenter hurtige til at følge op og bevilgede et kørekort til Hawar.

Den 1.10.2016 blev Hawar fastansat i Kastrup Gulve efter en periode med løntilskud.

- Mange tror, at når man er en lille virksomhed, kan man ikke løfte opgaven med at tage ansvar for integrationen, men det er helt forkert. Alle virksomheder burde få indblik i den berigelse, det er at ansætte en flygtning, der har den rette indstilling til at arbejde. Hawar er så dedikeret og taknemmelig, så han vil knokle hårdt for chefen. Og vi er taknemmelige for, at han har den indstilling, derfor er han også blevet fastansat, for vi kan simpelthen ikke undvære ham og hans indsats, fremhæver direktør Maja Klausen, Kastrup Gulve.

- Det er hverken første eller sidste gang, at Kastrup Gulve i tæt samarbejde med jobcenteret vil ansætte flygtninge, totalt har 10 personer været integreret i kortere eller længere perioder i virksomheden. Men det er klart, at det vil ske i balance med firmaets videre udvikling og også i samarbejde og forståelse med virksomhedens egne medarbejdere, der er en klar forudsætning for at succesrig integration kan lykkes, siger direktør Maja Clausen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.204