23948sdkhjf

Entreprenør inviterer folkeskolen ind

Kaj Ove Madsen A/S Aarhus får snart besøg af 60 skolebørn, der bliver introduceret til, hvordan en byggeplads fungerer
På mandag møder to hold af 30 børn fra Skovvangsskolen i Aarhus op på byggepladsen Risskov Brynet 2, hvor Totalentreprenør Kaj Ove Madsen A/S Aarhus er i gang med at opføre 536 boliger for Domis Ejendomme.

Besøget er et led i projektet "Byg et hus", som er et samarbejde mellem Dansk Byggeri Østjylland, Aarhus Kommune og Aarhus Tech. Og under besøget får børnene mulighed for at se, hvordan det ser ud, når man udgraver og støber fundamenter, monterer betonelementer samt udfører diverse indvendige arbejder.

- Og hvordan det er samarbejdet mellem faggrupperne, der får det hele til at fungere, supplerer Poul Erik Søgaard, byggeleder og projektleder hos Kaj Ove Madsen A/S Aarhus i en pressemeddelelse.

Over for Licitationen - Byggeriets Dagblad forklarer han, at det hele handler om at få skabt en spirende interesse for håndværksfagene blandt de helt unge folkeskoleelever.

- De skal have en idé om de forskellige steps i et byggeri, fortæller han og forklarer, at de to hold bliver vist rundt på byggepladsen og får "et kig på det, de kan få lov til at se".

- Sikkerheden skal selvfølgelig være i orden, siger han og understreger, at det er første gang, han får besøg af unge i den alder.

- Jeg har aldrig prøvet det før med så unge mennesker. Det er mest unge fra de tekniske skoler.

Flere tiltag på vej
Poul Erik Søgaard ser frem til besøget men tror også, at der bliver noget at se til.

- Jeg tror, vi kommer til at tørre sved af panden, når de tager hjem igen, siger han muntert.

Besøget på byggepladsen er kun begyndelsen for børnene. Senere vil Aarhus Tech åbne dørene, hvor eleverne selv kan få lov til at bruge alt deres viden fra matematik, dansk samt natur og teknik til at bygge et hus i størrelsesordenen 1:20 fra bunden.

- Målet med det er, at eleverne skal opleve glæden ved at bruge deres viden i praksis. Det gør det sjovere for mange at terpe tabeller eller bruge passer og lineal, når de kan se, at tallene på papiret kan blive til et rigtigt hus med mursten, mørtel, vinduer og vandforsyning, siger formand for Dansk Byggeri Østjylland, Michael Ancher, og uddyber:

- Dansk Byggeri Østjylland er gået ind i samarbejdet, fordi vi gerne vil vise børnene, hvordan det er at arbejde med byggeri. Branchen får i fremtiden brug for, at flere vælger håndværksuddannelserne, og jeg tror på, at det gør en forskel at forsøge at fange deres interesse, mens de er unge og nysgerrige.

Projektet strækker sig over de næste fire år og involverer elever på mellemtrinnet på tre folkeskoler i Aarhus.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157