23948sdkhjf

Mød kunderne med tillid og respekt

Direktør Stig Hvalsøe fra Bygma i Viby Sj. er ydmyg, men han kender godt opskriften på succes
Der er lidt stille i BYGMA Byggecentret på Grønningen i Viby Sj. syd for Roskilde, da Stig Hvalsøe tager i mod Mester Tidende en lørdag formiddag. Han er direktør for byggecentret, hvor der både i butikken og på pladsen er orden i sagerne. Og det er der for resten også på kontoret.
Stig Hvalsøe har været her i 24 år. Han fulgte ”med i købet”, da BYGMA i 1996 overtog den tidligere foderstofforretning på stedet. Og det har han ikke fortrudt:

- BYGMA ville jo noget med os dengang de overtog os. De ville udvikle den gamle foderstofforretning til et professionelt byggecenter. Og det må man da sige er lykkedes meget godt, siger Stig Hvalsøe. Han er en kendt og vellidt mand i lokalområdet, hvor både håndværksmestre og private taler pænt om forretningen og de 15 ansatte.

Skal skabe merværdi
Selvom Stig Hvalsøe er ydmyg i forhold til sit virke og sin forretning, så er opskriften på succes ligetil for den trælastuddannede byggecenterchef:
- Det handler – helt banalt - om at have respekt og tillid til hinanden. Det kommer man meget langt med.

Jeg har stor respekt for de håndværksmestre som driver egen forretning og jeg bilder mig ind, at jeg forstår deres behov for både et godt tilbud, skarpe priser og god service, herunder ikke mindst en logistik der virker og ikke lader dem i stikken. Kan man få det til at gå op i en højere enhed, så hjælper man både håndværksmestrene og byggecentret med at tjene penge på det vi er gode til hver især, siger Stig Hvalsøe.
Han er ikke i tvivl om, at byggecentrenes fremtid ligger i netop at kunne yde service og rådgivning. Og i et vist omfang også kredit.

- Men det handler mest af alt om service og rådgivning. Det skaber merværdi for kunderne. Med korrekt rådgivning kan kunderne købe den rigtige vare første gang og vi kan hjælpe dem med at beregne hvad og hvor meget de skal bruge, så de kan optimere indtjeningen på deres opgaver, understreger Stig Hvalsøe.

Også opsøgende
Der er ved at komme lidt mere gang i butikken. På sådan en lørdag er der ikke så mange håndværkere i butikken. Her er det mest private, og de er også en vigtig målgruppe, understreger Stig Hvalsøe.
- Men det er naturligvis håndværksmestrene og deres svende som er vores største kunder. De har travlt i øjeblikket og det smitter af på os og stiller krav til vores evner til netop at yde god service og rådgivning.
Men det nytter ikke at sidde og vente på ordrerne. Vi har skam også antennerne ude. Når vi ser, at der skal bygges i lokalområdet, så lægger vi da et bud ind på at måtte levere materialer til byggeriet. Og det får vi da heldigvis ofte lov til, siger Stig Hvalsøe.

Selvom byggeriets værdkæde er under angreb, så mener han, at fremtiden tegner lys for byggecentrene:
- Vi skal gøre det vi er gode til, nemlig at yde optimal service og rådgivning samtidig med, at vi har skarpe priser på vores varer. Og så skal vi møde vores kunder i øjenhøjde og forstå deres specielle arbejds- og konkurrenceforhold. Og vi skal lytte til dem, understreger Stig Hvalsøe.

Nu er der ved at være mange mennesker i butikken og på pladsen. Klokken nærmer sig 12 og det ser ud til, at de sidste to timer af lørdagens åbningstid bliver travl i butikken på Grønningen i Viby Sj.
- Og det har vi skam ikke noget i mod, understreger Stig Hvalsøe, mens han lige hilser på et par nye kunder, som han er på fornavn med.

Artiklen er en del af temaet Nyt fra byggecentrene.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078