23948sdkhjf

Stress er noget man godt kan tale om

Mange virksomheder har brudt tabuet om stress, men ved ikke nødvendigvis, hvad de skal gøre ved det.
”Hos os taler vi åbent om stress.”

Sådan lyder det fra syv ud af ti ledere i en ny undersøgelse. Mange virksomheder har brudt tabuet om stress, mener Lars Andersen, som er arbejdsmiljøchef i interesseorganisationen Lederne, der har fået foretaget undersøgelsen.

38 procent af lederne svarer, at man i høj eller meget høj grad taler åbent om stress på deres virksomhed. Og 33 procent svarer, at man i nogen grad taler åbent om stress.

1.018 ledere har deltaget i undersøgelse, som er gennemført af YouGov for Lederne i samarbejde med Psykiatrifonden.

Det høje antal ledere, som svarer, at man i en eller anden grad kan tale åbent om stress på deres virksomhed, overrasker Dorte Rosendahl Kirkegaard positivt. Hun arbejder med forebyggelse og håndtering af sygefravær på grund af stress som seniorkonsulent i videns- og netværkshuset CABI, der er en selvejende virksomhed under Beskæftigelsesministeriet.

- Det viser, at det er noget, der bliver talt om derude. Og da det er ledere, der har svaret på undersøgelsen, så er det ikke kun medarbejderne, der taler med hinanden om stress, det er også noget de taler med deres ledere om, og det synes jeg er positivt, siger Dorte Rosendahl Kirkegaard til Ugebrevet A4.

Hun besøger mange virksomheder for at hjælpe dem med at forebygge stress-sygemeldinger. Her oplever hun, at ledelsen ofte har forståelse for, at stress er noget, de skal forholde sig til.

- Men stress ses stadig som og behandles som et individuelt problem som løses ved for eksempel psykologhjælp via HR-afdelingen (personaleafdelingen, red.). Hvis stress skal forebygges, skal det løftes til organisationsniveau - og her er det et godt afsæt, at det er ok at tale om stress, siger hun.

I interesseorganisationen Lederne oplever de også, at virksomhedernes ledelser tager stress blandt medarbejderne meget mere alvorligt.

- Der er sket et gennembrud. Tidligere var det mere tabubelagt at tale om stress, men nu er der flere og flere virksomheder, der er opmærksomme på, at det er en problemstilling, som de skal være i stand til at håndtere, siger Lars Andersen, som er arbejdsmiljøchef i Lederne.

Virksomhederne har efterhånden indset, at der er en sammenhæng mellem medarbejdernes stress-niveau og virksomhedens bundlinje.

- Man kommer ikke ud over, at det er svært. Det kommer ikke af sig selv, men åbenhed og dialog er en forudsætning. Vi kan ikke handle på noget, vi ikke kan tale om, siger Lars Andersen.

Artiklen er en del af temaet MesterTips.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.147