23948sdkhjf

Kineserne byder på udbygning af lufthavne i Grønland

Regeringen har ikke advaret Grønland om kinesisk bud på byggeordre i Grønland, siger udenrigsministeren.
Grønlands statsejede lufthavne, Kalaallit Airports A/S, har godkendt et kinesisk selskab, der nu får lov at kæmpe med fem andre entreprenører om en ordre på udbygning af tre lufthavne.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) afviser over for Ritzau en udlægning fra nyhedsbureauet Reuters om, at den danske regering har advaret Grønland om udbuddet.

Ifølge Reuters skulle advarslen skyldes, at valget af en kinesisk entreprenør kan gå ud over Danmarks forhold til landets nære allierede USA.

Reuters har talt med en højtstående dansk embedsmand, der siger til nyhedsbureauet, at vedkommende er "dybt bekymret. Kina har intet at gøre i Grønland".

Embedsmanden udtaler sig på betingelse af anonymitet.

- Danmark har et stort ansvar at leve op til med hensyn til vores tætteste allierede, USA, siger embedsmanden til Reuters.

Men citaterne er ikke udtryk for regeringens holdning.

- De anonyme citater i Reuters artikel er ikke et udtryk for regeringens holdning, skriver Anders Samuelsen i en skriftlig kommentar.

- Jeg ønsker ikke at gå nærmere ind i artiklens indhold. Regeringen har valgt at lægge en tilbageholdende linje i spørgsmål relateret til Grønland under den igangværende grønlandske valgkamp.

Kalaallit Airports skriver i en pressemeddelelse, at China Communications Construction Company (CCC) er blevet prækvalificeret. Dermed kan de afgive bud på projektet sammen med fem andre selskaber.

Blandt de øvrige selskaber er to danske, et hollandsk, et canadisk og et fra Island.

Buddene er valgt på baggrund af deres økonomiske kapacitet såvel som deres tekniske og professionelle kompetencer.

Derudover har man også vurderet selskabernes erfaring med at arbejde under vejrforhold som dem, man finder i Grønland, oplyser Kalaallit Airports.

Kalaallit Airports har ikke kommenteret sagen over for Reuters.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141