23948sdkhjf

Gladsaxe er Danmarks bedste erhvervskommune

Velfærd for virksomheder kan ses på bundlinjen, mener borgmesteren.
Gladsaxe tager en suveræn førsteplads i Tænketanken Ceveas nye analyse af kommunernes erhvervsaktivitet, efterfulgt af Ballerup og Billund.

- Vi er den første kommune i Danmark, der arbejder med begrebet velfærd for virksomheder på samme måde, som vi skaber velfærd for vores borgere. Det betyder, at vi hver dag gør os umage med at gøre Gladsaxe til et godt sted at drive virksomhed. Det er dejligt, at det kan ses på bundlinjen. Vores virksomheder har samlet set Danmarks højeste jobvækst og eksport og deres produktivitet og vækst er helt i top. Derfor synes vi også, at vi har fortjent vores flotte placering, forklarer Gladsaxes borgmester Trine Græse i kommunens seneste nyhedsbrev.

Analysen fra Cevea gør status på erhvervsaktiviteten i de danske kommuner. Den undersøger fem forskellige indikatorer på dette; privat beskæftigelse, produktivitet, eksport, iværksætteri og vækst, og rangerer kommunerne i et samlet indeks, der viser, hvor aktiviteten er størst og mindst.

Kritik af analyser
Cevea sammenholder resultaterne med kommunernes placering med DI og Dansk Byggeris årlige vurderinger af kommunernes erhvervsvenlighed. De finder, at der mangler sammenhæng mellem interesseorganisationernes vurdering af erhvervsvenlighed og den faktiske erhvervsaktivitet.

Dermed rejser tænketanken en kritik af de to brancheorganisationers tilgang til, hvad kommunerne skal gøre for at blive mere erhvervsvenlige.

- De tidligere analyser ikke indfanger, hvordan kommuner bedst sikrer højere erhvervsaktivitet og understreger samtidig behovet for mere dybdegående undersøgelser af effekterne af kommunernes tiltag, hedder det blandt andet i Ceveas nye analyse.

Gladsaxe lå i 2017 som nr. 40 ud af de 98 kommuner på DI’s rangliste trods Danmarks højeste jobvækst.

- Vi har længe undret os over, at Gladsaxe ligger så lavt i DI og Dansk Byggeris vurdering af erhvervsvenlighed. De mener, at erhvervsvenlighed handler om at sænke skatter og udlicitere opgaver. Vi gør rigtig meget ud af at være i tæt dialog med vores virksomheder, både når de har brug for os som myndighed og som dialogpartner i forhold til deres vækst. Derfor er jeg enig i Ceveas kritik, siger borgmester Trine Græse, der ofte selv besøger kommunens virksomheder for at være i tæt dialog.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156