23948sdkhjf

Ny skattelov: Nu kan du fordoble den del af lønnen, der gives som aktier

En femtedel af årslønnen må nu gives som aktier, optioner eller tegningsretter. Men der er særlige krav.
Hidtil har virksomheder måtte aflønne deres medarbejdere med aktier for op til 10 procent af den ansattes årsløn.

Men Folketinget har nu vedtaget et lovforslag, som udvider muligheden for at give aktieoptioner på lempelige vilkår.

Nu kan op til 20 procent af årslønnen gives i form af aktier, optioner eller tegningsretter, men kun hvis tilbuddet gives til mindst 80 procent af de ansatte. Er muligheder forbeholdt nogle få nøglemedarbejdere, er grænsen stadig 10 procent, oplyser revisionsvirksomheden BDO i deres nyhedsbrev.

OM AKTIELØN

Ved aktieløn forstås først og fremmest aftaler, der giver medarbejderne ret til at købe eller tegne aktier i arbejdsgiverselskabet på et fremtidigt tidspunkt til en kurs, der målt i forhold til aktiernes værdi på tildelingstidspunktet er favorabel og derfor rummer en økonomisk fordel. Aktieløn omfatter dog også tilfælde, hvor medarbejderne tildeles gratisaktier eller adgang til umiddelbart at købe aktier med rabat.

Hvis den umiddelbare økonomiske fordel ikke overstiger 10 procent af medarbejdernes løn – og en række øvrige betingelser i øvrigt er opfyldt - beskattes disse først af gevinsten i det år, hvori aktierne sælges.

Kilde: BDO
- De netop vedtagne regler har tilbagevirkende kraft til den 1. januar 2018, og er en overbygning på de hidtidige regler, forklarer Lars Jacobsen, der er skattedirektør i BDO.

Men han understreger samtidigt, at det med de 80 % skal tages med et gran salt.

- Muligheden for aktieløn må nemlig gerne begrænses, hvis blot det sker efter almene kriterier. Det kan fx være et krav om, at de omfattede medarbejdere skal have været ansat i virksomheden i en periode på op til 3 år. Eller at de har en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på fx mindst 8 timer, forklarer Lars Jacobsen.

Han peger på, at det også er muligt at undtage fx medarbejdere i uddannelsesstillinger fra ordningen, og det samme gælder for ledende medarbejdere, hvis de er omfattet af et andet incitamentsprogram.

Endelig accepteres det også, hvis der indlægges en præstationsbaseret differentiering, hvis blot minimumsbetingelserne er ens for alle.

Derimod er det ikke muligt at differentiere på den måde, at én gruppe tilbydes optioner, mens en anden gruppe tilbydes at købe aktier her og nu. Det er heller ikke muligt at tilbyde én gruppe aktieløn til en værdi af 20 % af årslønnen og en anden gruppe aktieløn til en værdi på fx 12 % af årslønnen. Vilkårene skal være ens, fremgår det af BDOs nyhedsbrev depechen .

Efter de hidtidige regler har virksomhederne kunnet aflønne med aktier inden for en ramme på op til 10 % af medarbejderens løn i det år, hvori aktielønnen er givet.


Artiklen er en del af temaet MesterTips.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079