23948sdkhjf

Mangel på folk rammer din bundlinje, mester!

Mangel på medarbejdere med de rette kompetencer koster virksomhederne dyrt i tabt indtjening. Alligevel tales der i valgkampen ikke meget om, hvordan arbejdsudbuddet kan øges. Hele 39 pct. af erhvervslederne vurderer ellers, at de kan øge virksomhedens indtjening, hvis de fik adgang til medarbejdere med de rette kompetencer, og 15 pct. vurderer endda, at de vil kunne øge virksomhedens indtjening betydeligt (over 10 pct). Det viser PwC's CXO Survey 2019, der er udarbejdet i samarbejde med Dansk Erhverv.

Debatten i valgkampen har i høj grad været præget af, hvordan råderummet til offentligt forbrug og velfærd bør prioriteres. Hvordan der sikres gode rammevilkår for erhvervslivet, der årligt bidrager med flere hundrede milliarder til dansk velfærd, tales der omvendt ikke meget om. Og det gælder blandt andet om hvordan vi får øget arbejdsudbuddet.

- Der er i øjeblikket rekordhøj beskæftigelse og meget lav arbejdsløshed i Danmark, men de vanskelige betingelser for at finde medarbejdere med de rette kompetencer koster desværre virksomhederne dyrt i tabt indtjening. Det er derfor helt afgørende, at der sættes ind for at øge arbejdsudbuddet, siger Mogens Nørgaard Mogensen, Senior Partner og adm. direktør i PwC.

Kan ikke nå vækstmål
Ifølge PwC's CXO Survey 2019 er de danske erhvervslederes største bekymring da også udfordringerne med at rekruttere kvalificeret arbejdskraft med de rette kompetencer, og hver fjerde erhvervsleder vurderer, at en af konsekvenserne ved den forgæves rekruttering er, at de ikke vil kunne nå deres vækstmål.

- Politikerne skal tage erhvervslivets udfordringer alvorligt og tænke i reformer, som får flere i job. Samtidig er det helt afgørende, at virksomhederne får lettere adgang til kvalificeret udenlandsk arbejdskraft. Ledigheden i Danmark har nået så lavt et niveau, at det i flere brancher er næsten umuligt at finde ledig arbejdskraft med de rette kompetencer. Det hæmmer væksten i virksomhederne og i Danmark, siger Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv.

Behov for digitale kompetencer
Ifølge PwC's CXO Survey 2019 har knap halvdelen af erhvervslederne oplevet udfordringer med at rekruttere de rette kompetencer i det forgangne år, og over halvdelen forventer, at denne tendens vil fortsætte. Det er særligt de digitale kompetencer, der er efterspørgsel på. Således svarer 38 pct. at de har svært ved at finde medarbejdere med digitale kompetencer, mens 28 pct. svarer, at de har svært ved at rekruttere medarbejdere med de såkaldte STEM-kompetencer (Science, Technology, Engineering and Mathematics).

- Den hastige digitale udvikling har medført, at der i dag er et særligt behov for at tiltrække og fastholde digitale talenter, der kan være med til at udnytte den teknologiske udvikling til gavn for virksomheden. Og virksomhederne kan få svært ved at indfri vækstforventningerne på både kort og langt sigt, hvis ikke de kan finde medarbejdere med disse kompetencer, fortæller Mogens Nørgaard Mogensen fra PwC.

Konsekvenserne er først og fremmest, at virksomhederne må besætte stillinger med personer på et lavere kvalifikationsniveau end det søgte. Det svarer 46 pct. af erhvervslederne. Dernæst peger 28 pct. af erhvervslederne på, at de ikke kan forfølge markedsmuligheder.

- Fremtiden er digital. Det står ikke til diskussion. Og allerede nu kan vi se, at de danske virksomheder har overordentligt svært ved at rekruttere medarbejdere med forretningskritiske digitale kompetencer. Der er behov for, at vi i langt højere grad tænker IT og digitale kompetencer ind i alle vores uddannelser, så fremtidens medarbejdere kan opfylde virksomhedernes behov, siger Brian Mikkelsen.

OM UNDERSØGELSEN
Knap 470 danske erhvervsledere har deltaget i PwC's CXO Survey 2019, som er gennemført i samarbejde med Dansk Erhverv. CXO bruges her som fælles betegnelse for adm. direktører og øvrige direktører som fx CFO, CIO, COO. Målingen bygger på online-interview foretaget i perioden 3. februar til 18. marts 2019. Respondenterne er bl.a. blevet spurgt til deres vækstforventninger, fokusområder og forventede investeringer, ligesom de også har svaret på spørgsmål, som berører nogle af de tendenser, der gør sig gældende i dansk erhvervsliv.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109