23948sdkhjf

Hård kritik af lærlingeindsats ryster Dansk Byggeri

Pernille Rosenkrantz-Theil må stoppe den usaglige snak om, at de store byggevirksomheder skal tage flere lærlinge, mener Dansk Byggeris adm. direktør Lars Storr-Hansen
Landets største byggevirksomheder med milliardomsætninger og tusinder af ansatte burde skamme sig over, at de ikke tager flere lærlinge, når mange elever på erhvervsskolerne ikke kan få en praktikplads.

Det mener Maja Mørk, der er murerlærling og formand for Erhvervsskolernes Elevorganisation.

- Jeg synes, at de skal tage sig sammen og tage nogle lærlinge og noget ansvar, siger hun.

Fagbladet 3F kunne forleden fortælle, at de fire største entreprenører i Danmark – Aarsleff, MT Højgaard, NCC og Arkil – tilsammen har mere end 4.500 ansatte på overenskomster inden for bygge- og anlægsområdet, men kun 290 lærlinge - svarende til seks procent lærlinge.

Også den nye børne- og undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil (S) langer ud efter virksomhederne:
Næste gang byggeriets arbejdsgivere efterlyser tiltag, der skal gøre det lettere for dem at få arbejdskraft, vil hun svare dem, at de skal tage nogle flere lærlinge.

- Det er bekymrende, at vi i det politiske system skal lægge øre til, at virksomhederne råber på faglært arbejdskraft og vil have alle mulige reformer, når de ikke selv vil gå den ekstra mil, der skal til. De gør ikke nok for at sikre, at der er praktikpladser nok til alle de unge mennesker på erhvervsskolerne, og at de selv har faglært arbejdskraft nok til fremtiden, siger Pernille Rosenkrantz-Theil til Fagbladet 3F

Uddanner flere end aftalt
Dansk Byggeri tager skarp afstand fra beskyldningerne:

- Jeg er rystet over, at en nyvalgt minister går ud og beskylder store toneangivende virksomheder for at snyde på vægten og sno sig uden om deres uddannelsesansvar. Det hører ingen steder hjemme, og jeg vil meget gerne invitere ministeren til et møde efter sommerferien, hvor vi får mulighed for at fremlægge fakta og drøfte den indsats, som bygge- og anlægsvirksomhederne gør for at uddanne fremtidens tømrere, murere og malere, siger adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri.

Han fremhæver, at bygge- og anlægsbranchen er en af de brancher, der uddanner aller flest faglærte. I dag uddanner branchen 22 procent af samtlige lærlinge i Danmark, men beskæftiger kun 6-7 procent af medarbejderne. Og tallet er steget markant i flere år. I 2018 steg antallet af lærlinge i bygge- og anlægsbranchen med knap fem procent, mens stigningen på hele arbejdsmarkedet kun var knap tre procent.
I modsætning til flere andre brancher, uddanner de helt store virksomheder i bygge- og anlægsbranchen også mange lærlinge. Og flere af dem, herunder Dansk Byggeris store medlemsvirksomheder NCC, Aarsleff og Arkil, tager langt flere, end de skal, ifølge den trepartsaftale, der blev indgået i 2016.
NCC har eksempelvis lige nu 27 flere lærlinge end aftalen tilsiger, mens Arkil har 40 lærlinge mere.

- Virksomhederne lever altså til fulde op til den samfundskontrakt, der er indgået mellem arbejdsmarkedets parter og regeringen. Derfor må Rosenkrantz-Teil stoppe sin usaglige kritik, som jeg meget gerne vil have uddybet, siger Dansk Byggeris adm. direktør Lars Storr-Hansen

Helt efter bogen
- Børne- og undervisningsministeren kritiserer samtidig de fire navngivne virksomheder for kun at tælle lærlinge i udvalgte afdelinger med for at få tallet til at se pænere ud. Men det bygger også på en misforståelse. De fire virksomheder får målt antallet af lærlinge på præcis samme måde som alle andre virksomheder, påpeger Lars Storr-Hansen.

Virksomhederne uddanner oven i købet flere unge, end tallene viser. Det gælder blandt andet asfaltører og maskinførere, som er lærlingeuddannelser, der hører ind under AMU-systemet og derfor ikke bliver talt med, når man opgør antallet af praktikpladser.

- At ministeren kalder den gængse opgørelsesmetode for ”kreative regnemetoder” og opfordrer virksomhederne til at ”se sig selv i spejlet og spørge, om de bøjer reglerne mest muligt”, er simpelt hen ikke værdigt. Vi ser frem til drøftelserne ved de næste trepartsaftaler og håber samtidig, at Pernille Rosenkrantz-Theil vil tage sig tid til at mødes med os, så vi undgår denne form for beskyldninger fremover, siger adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094