23948sdkhjf

Er kørekortet udløbet kan det koste dyrt

Din kaskoforsikring træder ud af kraft i samme sekund, som du passerer gyldighedsstemplet på dit kørekort.
Ved du, hvornår dit kørekort udløber?
Hvis ikke kan du med fordel tjekke datoen bag på kortet - for det kan komme til at koste dig dyre lærepenge, hvis du sætter dig bag rattet uden et gyldigt kørekort.
Kører du galt og laver skade på din egen bil, dækker din kaskoforsikring nemlig ikke, hvis dit kørekort er udløbet, uden at du har opdaget det.

- Udgangspunktet for, at forsikringen dækker, er, at man lovligt benytter bilen - og altså har et gyldigt kørekort, fortæller Anja Lintrup Sørensen, der er konsulent hos Forsikringsoplysninger under Forsikring & Pension.
Du hænger altså selv på regningen, hvis du får en bule i bilen på en parkeringsplads eller kører ind i et autoværn.

Det samme gælder, hvis du er midlertidigt frakendt kørekortet, eller hvis du lader din 16-årige søn prøvekøre bilen på en parkeringsplads, fortæller Anja Lintrup Sørensen.

Bilens lovpligtige ansvarsforsikring, som træder i kraft, hvis du gør skade på andre biler, gælder fortsat, selv om dit kørekort er udløbet.

- Her vil et manglende kørekort ikke kunne få forsikringen til at træde ud af kraft alene, siger Anja Lintrup Sørensen.
Er der tale om vanvids- eller spritkørsel, kan der gælde andre regler.

Har du erhvervet dit kørekort før 1. juli 2013, gælder det frem til den dag, du fylder 70 år. Er det udstedt efter ovenstående dato, skal det fornys hvert 15. år.
Men det er ikke kun på forsikringerne, det kan komme til at koste dig dyrt at køre rundt uden et gyldigt kørekort.
Også politiet står klar med bøder og ved gentagne forseelser fængselsstraf, hvis du kører rundt med et udløbet kort.

Første gang du bliver taget, koster det 7000 kroner, fremgår det af færdselsloven.
Bøden stiger løbende, og bliver du taget fire gange, er beløbet 14.000 kroner. Herefter lyder straffen i stedet på fængsel - i første omgang 7 dage, men sker det igen og igen, er straffen op til 50 dage bag tremmer.

Samtidig risikerer du, at politiet konfiskerer bilen.

Har du kørekort, men har glemt det på turen, koster det 1.000 kroner, hvis politiet stopper dig.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093