23948sdkhjf

Opsang: Hold en god tone på byggepladsen, tak!

I stedet for at skændes og pege fingre af hinanden, bør vi hjælpe hinanden med at løse de problemer, der kan opstå. Dagens debattør har fået nok af den dårlige tone på byggepladsen

De byggeprojekter, jeg selv ser positivt tilbage på og glæder mig over, er altid er dem, hvor samarbejdet på pladsen har fungeret, og hvor tonen har været god. Og det er også netop på de projekter, hvor min indtjening har været bedst. En arbejdsdag fyldt med skænderier, mistillid og dårlig stemning gør os heller ikke til en attraktiv branche, der får let ved at rekruttere folk i fremtiden.

Jeg er godt klar over, at vores arbejdsbetingelser ofte er vanskelige. Bygherrerne bruger uanede mængder af tid på at beslutte sig for, hvad de gerne vil have bygget, for derefter at kræve opgaven løst på rekordtid. Desværre er konsekvensen ofte, at der opstår uenigheder. Tidspresset er gift for samarbejdet mellem de ofte mange forskellige faggrupper på en byggeplads. Tonen bliver barsk, og det fælles byggeprojekt bliver midtpunkt for uenigheder frem for en god oplevelse. Er udbudsmaterialet tilmed uklart og fyldt med mangler, puster det yderligere til uenighederne. Vi er ikke herre over bygherrernes og rådgivernes adfærd, men der er meget, vi i byggebranchen selv kan gøre, for at få en bedre tone på byggepladserne. Har tømmeren ridset væggen, inden maleren kommer til, er det god stil at kontakte tømmeren for at finde en løsning, fremfor blot at tage et billede og sende det sammen med en trussel om en regning, hvis ikke ridsen bliver udbedret inden næste morgen kl. 7. Den dårlige tone på en byggeplads spreder sig som influenza blandt vuggestuebørn. Det tager ikke lang tid at skabe en negativ kultur, hvor alle andre groft sagt "er nogle idioter".

Jeg har fået nok
For mit eget vedkommende kan jeg sige, at jeg har fået nok. Jeg er ligeglad med, hvordan medarbejderne er vant til at tale derhjemme, med kammeraterne, eller hvilken jargon, de plejer at have i sjakket. Hvis vi ikke kan finde ud af at tale ordentligt til og om hinanden, så kan vi heller ikke samarbejde, og vi kan heller ikke levere et ordentligt byggeri til tiden.

I alle landets bygge- og anlægsvirksomheder bør vi have fokus på den gode tone, så vi i stedet for at skændes og pege fingre af hinanden, hjælper hinanden med at løse de problemer, der kan opstå og sammen få byggeriet færdig til tiden. Vi skal med stolthed se tilbage på både byggeprocessen og det færdige byggeri.

Behov for holdningsændring
Det er ikke nemt at ændre dårlige vaner, men der er behov for, at vi hanker op i os selv og sørger for en god tone på byggepladserne. En holdningsændring skal starte oppe fra, så virksomhedsledere, byggeledere, bygningskonstruktører osv. kan være de første til at bryde den dårlige vane og tone.

I Dansk Byggeri Fyn er vi i gang med planlægningen af det første af en række medlemsmøder, hvor vi sætter den gode tone - og manglen på samme - på dagsordenen. Mit håb er, at vi kan sparke en proces i gang, som vil sprede sig til alle Dansk Byggeris fynske medlemmer og til de andre fag i byggebranchen. Vi kan tjene langt flere penge, uden at det bliver dyrere for kunderne. Samtidigt vil en mere positiv arbejdsoplevelse også tiltrække mange flere unge mennesker til branchen, og dem får vi i den grad brug for. Vi starter med Fyn, og vi håber, at den gode tone breder sig til alle landets byggepladser.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094