23948sdkhjf

Firmaer franarret millioner: Seks mænd tiltalt for bedrageri

Hovedmanden er tiltalt for bedrageri for mere end 6 millioner

En stor bedragerisag begynder i dag ved Retten i Viborg.

Her er seks mænd i alderen 50 til 65 år tiltalt i en stor sag om kreditbedrageri.

Ifølge anklageskriftet har de tiltalte med forskellige firmaer købt materialer på kredit. Mændene har dog aldrig betalt for varerne, men har i stedet solgt dem videre.

Bedrageriet er sket i perioden 2015 til 2018 og er gået ud over omkring 150 firmaer inden for især bygge- og anlægsbranchen.

Den formodede hovedmand, en 54-årig mand, er tiltalt for bedrageri for mere end 6 mio. kr.

Et af de firmaer, som er blevet snydt, er ØSB, Ølstrup Special Beton. Firmaet har mistet knap 241.000 kr.

Direktør Søren Bank Sørensen forklarer, hvordan svindlen er sket:

- En fyr skriver en mail til en medarbejder i vores sønderjyske afdeling og spørger på 30 betonelementer, der skal leveres med kort horisont. Tilsyneladende er der egenkapital i købers selskab, så vi sender elementerne afsted uden en form for sikkerhed.

- Senere viser det sig, at købers selskab er tømt. Vi rykker for pengene, men da de ikke bliver betalt, kan vi se, at det er et fupnummer, fortæller han til DR P4 Midt & Vest.

De 30 betonelementer blev leveret til en adresse i Løgstør, men ØSB har efterfølgende fundet ud af, at materialerne er væk.

- Man har højst sandsynligt solgt dem videre, siger Søren Bank Sørensen, der har opgivet at få pengene igen.

ØSB har nu ændret procedure, så en lignende historie ikke kan gentage sig.

Det samme har Roslev Trælasthandel i Skive, der har mistet i omegnen af 50.000 kr.

- Vi forsøger at tage nogle forholdsregler, så det ikke sker igen. Det er naturligvis rigtig, rigtig ærgerligt, at det kan lade sig gøre, siger administrerende direktør Jørgen Hansen.

Han opfordrer andre forretningsdrivende til at være opmærksomme.

Anklagemyndigheden hos Midt- og Vestjyllands Politi har tiltalt mændene for bedrageri af særlig grov karakter og går efter en fængselsstraf.

Originalartikel: https://www.dr.dk/nyheder/regionale/midtvest/firmaer-franarret-millioner-seks-maend-tiltalt-bedrageri-af-saerlig-grov

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081