23948sdkhjf

Pil – det er da noget, man bygger med

Hos Pilebyg, der holder til på Villerup Hovedgård i Hjørring, har man de seneste 30 år arbejdet med dyrkning og forædling af pil. Særlig succes har virksomheden haft med sine støjskærme, der markedsføres under navnet Naturskærmen. Med en ny teknologi har virksomheden nu udvidet repertoiret - og er klar til at flytte pil ind i byggeriet.

–  Pil skal som andet træ behandles for at øge holdbarheden i forhold til vind og vejr. Vi besluttede os derfor for at se os om efter en miljøvenlig metode, og vi ville derfor se, hvor langt vi kunne komme med varmebehandling af piletræ, fortæller Vibe Gro, medindehaver af Pilebyg.

Varmes op i Vorbasse

Det spørgsmål fik de svar på hos Fromseier Plantage i Vorbasse, hvor Mogens Lunde under varemærket Celloc beskæftiger sig med termomodificering af træ.

– Med varmebehandling øger man modstandsdygtigheden overfor svamp, ligesom træet bliver mere formstabilt, fortæller Mogens Lunde, der altså også havde mod på at kaste sig over de afbarkede stammer fra PileByg.

– Det var nok oprindeligt finnerne, der udviklede metoden, men på baggrund af deres resultater har vi hos Celloc bygget det eneste danske anlæg i industriel skala til varmebehandling af pil, fortæller han.

Hos PileByg betyder det, at de nu kan finde flere anvendelsesmuligheder for de pilestammer, de selv dyrker på områderne omkring Villerup Hovedgaard.

– Mange vil nok umiddelbart ryste på hovedet, hvis man taler om pil som gavntræ, og når vi snakker om pil til byggeriet, er det også vigtigt at understrege, at det ikke er brugt som konstruktionstræ, men derimod designet til anvendelse som eksempelvis facadebeklædning, fortæller Vibe Gro. Hun fremhæver især pilestammernes særlige æstetik samt det forhold, at det er et bæredygtigt og danskdyrket træ, nu også kendt som klimaskove.

Et helt andet udtryk

–  Det interessante er, at det ikke er savet eller høvlet træ, men hele stammer, der er nænsom afbarket. Når man afbarker stammerne, så undgår man afkortning af træfibrene – og træet bliver ikke ”åbnet”. Det bevarer et helt, organisk og lækkert, glat udtryk, fortæller hun.

Det særlige look er også noget, man har fået øje på hos den komite, der uddeler Hjørring Kommunes Arkitekturpris. Et af de første steder, PileByg benyttede de afbarkede stammer som facadebeklædning, var nemlig på Villerup Hovedgaard. Anlægget har her gennemgået en omfattende restaurering som en del af Realdanias Kampagne for Fremtidens Herregård, og E+N Arkitektur var med til at sikre et design, der udløste anerkendelsen med en arkitekturpris.

– Med stor æstetisk sans er den historiske Villerup Hovedgaard på smukkeste vis transformeret til hovedsæde for en moderne, bæredygtig virksomhed, der dyrker og forarbejder pil, lød det i indstillingen, og Vibe Gro er sikker på, at mange flere snart vil få øje på den nye spiller i facadebeklædningsklassen.

– Det er et nyt produkt, og vi er ved at fastlægge strategien for den designmæssige anvendelse, blandt andet i samarbejde med Bjarne Hammer fra SHL Arkitekter / Perkins Will, så det er en spændende udvikling vi går i møde. Samtidig har Teknologisk Institut netop fremhævet os som et godt eksempel på integration af FN Verdensmål for bæredygtig udvikling – og dette nye produkt er faktisk et godt eksempel på netop det arbejde.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11