23948sdkhjf

Tøj blev viklet ind i valse og kvalte 18-årig på gartneri

En ung mand fra Litauen blev fundet livløs af kolleger på gartneri fredag. Tirsdag er han erklæret død.
En 18-årig mand fra Litauen er død efter en arbejdsulykke på et gartneri i sidste uge. Det skriver Fagbladet 3F.

Ulykken fandt sted på et gartneri i Greve i fredags.

Om morgenen var den 18-årige mand ved at gøre rent under et transportbånd i gartneriet, da hans tøj blev viklet ind i en valse. Tøjet strammede til om hans hals, og den 18-årige blev kvalt.

Det var kolleger, der fandt ham livløs. De havde opdaget, at båndet var stoppet, og tænkte, at noget måtte være galt, skriver fagbladet.

De ydede førstehjælp på stedet, og kort før klokken 08 blev både politi og redning tilkaldt.

Den unge mand blev kørt til behandling, men tirsdag eftermiddag blev han erklæret død efter at have ligget i koma i fire døgn. Han kom ikke til bevidsthed igen efter ulykken, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Fagbladet 3F.

Et ligsyn skal kaste lys over, om der er en årsagssammenhæng mellem ulykken og dødsfaldet.

Mandens pårørende er blevet underrettet.

Efter ulykken tog Arbejdstilsynet ud til gartneriet for at undersøge forholdene på stedet. Det har ifølge fagbladet ført til flere strakspåbud.

De omhandler, at firmaet skal sikre, at rengøring af gulvet under planteanlægget bliver planlagt, tilrettelagt og udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

- Derudover er der givet strakspåbud om instruktion og et påbud om at etablere en arbejdsmiljøorganisation, oplyser tilsynet til Fagbladet 3F.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078