23948sdkhjf

Ejerleder med omsætningsfremgang har fokus på tilfredse medarbejdere

I snart seks årtier har John Jensen VVS haft overskud år for år. 2020 bød på en omsætningsfremgang fra 238 mio. kr. i 2019 til 242 mio. kr. Resultat før skat blev 14,5 mio. kr. mod 14,0 mio. kr. i 2019.

Der er fart på hos John Jensen A/S (i daglig tale John Jensen VVS). Og det afspejler sig både i regnskabet og den fortsatte udvikling og opkvalificering af medarbejderne

I 2020 har John Jensen VVS i Hedehusene således styrket sin administration, både med hensyn til tilbudsgivning, projektledelse, HR og markedsføring. Desuden har alle administrative medarbejdere påbegyndt et ambitiøst udviklingsprogram, som varetages af coach Tove Vejlgaard Schørring.

Hver medarbejder får blandt andet personlighedstests og en evaluering af sig selv fra kolleger og underordnede. Dertil kommer udvikling og efteruddannelse, som giver medarbejderne flere handlemuligheder og gør ledelse og selvledelse til naturlige kompetencer i virksomheden. Ejerleder Jesper Leen Jensen fortæller:

- Jo bedre vi bliver til at lede os selv og andre, des bedre kan vi tiltrække og fastholde de dygtigste medarbejdere. Vi har fokus på ledelse og mennesker, fordi vi tror på, at det er det helt rigtige for os, så vi fortsætter vores vækst og udvikling. En udvikling som i sidste ende også kommer vores kunder til gavn.

Uddanner egne VVS- og energimontører

Tilsvarende har John Jensen VVS et omfattende lærlingeprogram og en mentorordning for firmaets lærlinge. Målet er at udvikle lærlingene, så de er dygtige nok til at blive ansat efter endt læretid.

Når ejerlederen ser på markedet og mulighederne for fremtidig vækst, hæfter han sig ved, at byggebranchen er i topform lige nu og forventes at blive yderligere stimuleret af lempelsen af det offentlige anlægsloft, tilskud til energirenovering og øget håndværkerfradrag. Desuden glæder han sig til, at det bliver muligt at ryste organisationen sammen igen ovenpå corona-epidemien.

- Arbejdsglæde er et af vores helt store fokusområder, og vi tror på, at nærhed i vores ledelse og blandt medarbejderne er med til styrke arbejdsglæden. Det har ikke været let at opretholde nærheden det sidste år, så vi glæder os til, at vi kan være mere sammen, deltage i fysiske møder og afholde sociale arrangementer, ligesom vi plejer.

Vores medarbejdere er vores vigtigste ressource, og vi satser på den gode organisation som afsæt til fortsat vækst og udvikling. Det er vores dygtige og engagerede medarbejdere, der fortsat skal bære os frem i de kommende år, siger Jesper Leen Jensen.

Regnskab viser gode takter

Årsregnskabet 2020 viser fortsat gode takter med en omsætningsfremgang fra 238 mio. kr. i 2019 til 242 mio. kr. i 2020. Resultat før skat på 14,5 mio. kr. er også lige en tak bedre end de 14,0 mio. kr. i 2019.

John Jensen VVS satser løbende på medarbejdernes udvikling og trivsel, og bestyrelsesformanden noterer sig, at strategien bærer frugt.

- John Jensen VVS har investeret løbende i trivsel, udvikling og opkvalificering af vores medarbejdere, siger bestyrelsesformand i selskabet Lars-Christian Brask i en pressemeddelelse.

- Fremgangen skabes af en visionær ledelse og glade og tilfredse medarbejdere, der skaber glade og loyale kunder. Samtidig har vi et team, som ikke er bange for at være opsøgende, fremhæver Lars-Christian Brask.

Han henviser til, at flere større projekter er blevet udskudt under corona-epidemien, herunder også et konkret projekt som ville have bidraget med et tocifret millionbeløb til omsætningen i 2020. Derfor er ledelsen også yderst tilfreds med fremgangen både i omsætning og resultat.

- Det er en fornøjelse at være bestyrelsesformand hos John Jensen VVS, hvor ejerlederen, Jesper Leen Jensen, er visionær og ved, hvordan han sammen med firmaets øvrige direktion skal gennemføre en strategi. Han er tydelig i sin kommunikation om retningen for virksomheden og står i spidsen for et firma, hvor medarbejderne føler sig forstået og lyttet til, og derved kan fokusere på at servicere kunderne.

50 pct. vækst frem mod 2023

I strategien frem mod 2023 er der lagt op til en omsætningsfremgang på 50 pct.  og en tilsvarende stigning i resultatet. Lars-Christian Brask er optimistisk i forhold til at nå målet. John Jensen VVS har allerede oprustet og styrket organisationen ved at tilbyde medarbejderne personlig og faglig opkvalificering samt ved at investere i digitale løsninger – eksempelvis 3D-modellering.

- Hvis vi ikke digitaliserer, så vokser vi heller ikke. Og vi ønsker netop at udvikle os på den front, da det er nøglen til at kunne levere høj kvalitet og blive endnu mere effektive. Men den vigtigste investering er stadig medarbejdernes trivsel og kompetencer. Hos John Jensen VVS er strategien og ledelsesfilosofien forankret i troen på, at alting begynder med den enkelte medarbejders evner og trivsel, fastslår Lars-Christian Brask.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.867