23948sdkhjf

Charlotte vil kun have håndværkere

Founder af Ordrestyring.dk og Jublo, Carsten S. Rasmussen udvider sin ejerandel i dinbogholder.dk som udelukkende henvender sig til håndværkere

Der er både smil i stemmen og glimt i øjet, når Charlotte Blok fortæller om, hvordan hun for et års tid siden sprang ud som selvstændig bogholder – med målrettet fokus på at være bogholder udelukkende for håndværkere.

- Håndværkerne tager i stigende grad de digitale værktøjer til sig. Men, de skal ofte have et kærligt, men bestemt og velmenende skub i den rigtige retning. De har nemlig hamrende travlt i det daglige. Derfor er de åbne over for effektive, digitale løsninger – for eksempel, når det gælder bogholderi. Og den bølge har jeg redet på med dinbogholder.dk, forklarer Charlotte Blok

Corona-krisen har sat yderligere skub i den udvikling. Det bekræftes af direktør Carsten S. Rasmussen (founder af Ordrestyring.dk) som er medstifter af dinbogholder.dk, ligesom han står bag virksomheden Jublo.

 Køber yderligere ejerandel

Carsten Rasmussen har netop skudt yderligere kapital i din bogholde.dk og har nu en ejerandel på 30 pct.

- Det har jeg fordi jeg har fulgt Charlotte de sidste 12 måneder, samtidig med, at vi har foretaget en del sparring sammen. Jeg ser et klart behov i mere og mere specialisering og ikke mindst digitalisering i håndværksbranchen, især når det kommer til håndværkerens valg af bogholder, forklarer Carsten S. Rasmussen.

- Den øgede digitalisering i branchen stiller også større og større krav til bogholderen, hvis rolle bliver en anden end den ”klassiske” bogholder. Især i takt med, at branchen generelt bliver mere og mere digital. Sammenholdt med, at mester selv begynder at have en holdning til valg af systemer, så kræver det, at bogholderen kan ”følge med” og kender systemerne, og kan hoppe ud af den klassiske bogholder-rolle, siger Carsten S. Rasmussen.

Han fremhæver, at her har Charlotte Blok virkelig fanget noget:

- Hun har et indgående kendskab til alle de systemer, som håndværkerne bruger, samt hvilke systemer de måtte have behov for, for at få en nemmere hverdag. Jeg er jo også af den overbevisning, at bogholderens og revisorens roller fremover er væsentlig mere sparring og rådgivning, fremfor den klassiske ”tastedame”. Det er Charlotte et godt eksempel på. Hun formår virkelig at rådgive kunderne i valg af systemer for at lette både håndværkerens hverdag, og ikke mindst hjælpe dem med at spare tid og penge på bogholderiet, påpeger Carsten S. Rasmussen og tilføjer, at Charlotte Blok er en kvinde, hvor tingene går stærkt og at hun helt klart kan holde håndværkerne ”i ørerne”.

- Hun er dygtig og ved, hvad hun gør, og så siger hun sin mening, hvilke jo er en god ting hos håndværkerne - og ja hos mig. Vi har opbygget et godt venskab og samarbejde og jeg nyder at få lov til at være ombord hos dinbogholder.dk

Og så er hun altid glad og smilende og det smitter selvfølgelig altid af og gør bare det hele lettere.

 Håndværker:  Rigtig god dialog

Charlotte Blok lægger ikke skjul på, at hun samler på håndværker. Og når hun har haft ”kløerne” i dem, så samler hun allerhelst kun på tilfredse håndværkere.

Og sådan betegner tømrermester Nicolai Hvid fra Tømrerfirmaet Hvid i Korsør, da også sig selv.

- Jeg har tidligere været kunde hos en af de store bogholder- og revisorvirksomheder, men oplevede faktisk, at det var svært at komme i kontakt med dem og få svar på spørgsmål. Sådan tror jeg, at der er mange ejere af mindre håndværksvirksomheder som har det.

Jeg blev af en samarbejdspartner anbefalet at forsøge med dinbogholder.dk – og der har været en god dialog lige fra starten. Det skaber tryghed, når man lige kan ringe eller maile til bogholderen og for eksempel få en status på kassebeholdningen og få besked med det samme, siger Nicolai Hvid.

Han lægger ikke skjul på, at der i en virksomhed, som hans med fire medarbejdere, skal være styr på økonomien, men at fokus også skal være på at udføre opgaver og skaffe nye opgaver. Også gerne nogle lidt større af slagsen.

- Det får jeg også mere tid til, når jeg ved, at bogholderiet kører som det skal, understreger Nicolai Hvid.

Han har som mange andre mindre virksomheder i byggeriet skubbet momsindbetalingerne i kølvandet på corona – med god assistance fra bogholderen.

- Det skaber ro i maven, når man ved, at der er nogen som tager deres opgave alvorligt og faktisk gerne vil hjælpe. Sådan føler jeg det i hvert fald, siger Nicolai Hvid, som har været selvstændig tømrermester siden 2017.

Kunderne betaler til tiden

Også projektleder Allan Grønkvist-Nielsen fra det familieejede tømrerfirma KN Byg A/S i Kastrup på Amager er godt tilfreds med at have dinbogholder.dk med på sidelinjen:

- Fra første møde kunne man mærke Charlottes energi og ildhu. De efterfølgende måneder blev samarbejdet sat noget på prøve, da vi desværre var på dybt vand i hele bogholderi-flowet. Men det er der nu kommet styr på efter Charlotte har kigget på det og fået orden på de digitale processer. siger Allan Grønkvist-Nielsen.

Han tilføjer, at virksomhedens udgifter til bogholderi samtidig er blevet mere end halveret.

- Alt er blevet langt mere overskueligt, og kunderne betaler til tiden, fordi der hele tiden bliver fulgt op. Når de betaler, kan jeg se alt info med det samme uden at skulle logge på banken, siger Allan Grønkvist-Nielsen. 

Artiklen er en del af temaet De Digitale Håndværkere.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078