23948sdkhjf

Dan Jords guldrandede snerydning: Scorer kassen hos Østjysk Bolig

En lille afdeling hos Østjysk Bolig har i årevis betalt mange hundredetusinde kroner for snerydning. En ydelse, der er blevet leveret af entreprenørfirmaet Dan Jord, som er under mistanke for svindel.

I årevis har det svindelmistænkte firma Dan Jord scoret kassen på snerydning og vinterforanstaltninger hos en lille afdeling af Østjysk Bolig i det nordlige Aarhus.

Marienlystvangen, der blev bygget i 2013 og indeholder 40 boliger, har i årene 2015 til 2018 betalt intet mindre end 540.000 kroner for at få ryddet vejene for sne. Det viser en gennemgang af afdelingens regnskaber, som TV2 ØSTJYLLAND har foretaget.

Penge, der snildt kunne være blevet brugt bedre, mener afdelingens formand, Jan Nielsen.

- Det har betydet, at rigtig mange ting, der faktisk skulle laves i afdelingen, ikke er blevet lavet. Det betyder, at afdelingen i dag halter med at blive lavet færdig, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

I 2020 og 2021 har afdelingen budgetteret med at bruge 142.000 kroner årligt på de såkaldte vinterforanstaltninger.

 Den dyre kontrakt har ifølge afdelingens bestyrelse været en af årsagerne til, at huslejen i løbet af de seneste år er steget. Og det er et problem for beboerne, da 80 procent af dem er på overførselsindkomst.

 - Der er nogen, der er flyttet, fordi huslejen er steget så meget, som den er. De har simpelthen ikke råd til at bo herude. Det, synes jeg, er synd, og det er enormt bekymrende, siger Bente Østergaard, der sidder i afdelingsbestyrelsen.

 Undrede sig i 2017

Det er Østjysk Bolig, der står for at indgå kontrakter på vegne af afdelingen. Helt konkret har man i dette tilfælde indgået en femårig aftale med entreprenørfirmaet Dan Jord, der forpligter sig til at stå for vinterforanstaltningerne til en fastlagt pris, uanset hvor meget frost og sne, der er det pågældende år.

På et afdelingsmøde i 2017 undrer beboerne sig over, at prisen er så høj. Til stede er fire fra afdelingsbestyrelsen, én fra Østjysk Boligs organisationsbestyrelse og fire personer fra administrationen.

Her lyder svaret fra administrationen, at der kan forhandles igen, når den femårige kontrakt er udløbet.

- Det er jo beboerne, der betaler, og det er tit mange af dem på lavindkomst. Det er det i hvert fald i det her tilfælde. Og det er dem, der betaler for, at andre har det rigtigt godt. Det er en skamplet. Længere er den ikke. Det er virkelig et dårligt stykke arbejde, der er lavet, siger Jan Nielsen.

Jan Nielsen og resten af afdelingsbestyrelsen indhenter efterfølgende et tilbud fra en anden entreprenør. Her lyder prisen på 13.200 kroner – altså en forskel på 128.800 kroner i forhold til, hvad afdelingen lige nu budgetterer med at bruge.

 TV2 ØSTJYLLAND har ikke fået lov at se den specifikke kontrakt mellem Østjysk Bolig og Dan Jord. På baggrund af oplysninger fra beboerne, har vi dog indhentet et tilbud på at få ryddet sne i de områder, beboerne oplyser, de får ryddet af Dan Jord.

Her lød prisen per år på knap 39.000 kroner. En besparelse på omkring 2.500 kroner årligt per bolig.

 Nye kontrakter

Kontrakterne med Dan Jord er nu udløbet, og Østjysk Bolig har sat gang i et nyt udbud, hvor der forhandles nye aftaler hjem til afdelingerne.

- Min forventning er, at det bliver gjort efter bogen. Det gør det. Og så forventer jeg, at vi får en billigere pris for den samme eller en bedre kvalitet, siger Mariane Toft-Dallgaard, konstitueret direktør i Østjysk Bolig.

De personer, der for år tilbage forhandlede kontrakterne, er ikke længere ansat hos Østjysk Bolig. Derfor vil Mariane Toft-Dallgaard heller ikke kommentere på, hvordan kontrakterne er blevet lavet og under hvilke betingelser.

Når du hører prisen, lyder det så ikke dyrt for dig?

- Umiddelbart vil jeg sige jo, det gør det – og det synes vores driftschef faktisk også. Han har jo set frem til, at vi kan udbyde igen, siger Mariane Toft-Dallgaard.

Mener du, at man har været gode nok til at forvalte beboernes penge?

- Der er en lang advokatundersøgelse, som måske også vil pege på det her område. Det ved jeg ikke, for vi har ikke kendskab til den, siger hun.

Viser det sig, at der i forbindelse med kontrakterne er uregelmæssigheder, som i sidste ende skal for en domstol, er det Østjysk Boligs intention at sagsøge de pågældende personer, så beboerne kan få deres penge tilbage.

 Mulighed for kompensation

Hos BL, Danmarks Almene Boliger, følger man sagen med Østjysk Bolig tæt. Derfor undrer det også organisationens direktør, Bent Madsen, når en afdeling har betalt så mange penge for en ydelse.

- Det er fuldstændig urimeligt. Det skal der ikke herske nogen tvivl om, siger Bent Madsen.

Viser det sig, at forholdene omkring snerydningen hos Marienlystvangen er en del af svindelsagen, er der mulighed for, at landsbyggefonden vil gå ind og erstatte deres tab.

Er der blot tale om dårligt arbejde i forbindelse med kontrakterne, er der intet at gøre.

- Hvis det er urigtige udgifter – hvis der har været svindel med i spillet – er der en garantiordning, så afdelingen bliver kompenseret, understreger Bent Madsen.

 Dan Jord har ikke ønsket at udtale sig til TV2 ØSTJYLLAND.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078