23948sdkhjf

Stormer frem: 10 kommuner har på et år købt styringsværktøj til bæredygtige projekter

Både regeringen og kommunerne ønsker, at fremtidens offentlige bygninger skal være bæredygtige. Men det er en kompliceret proces at få en DGNB-certificering og man kan hurtigt miste overblikket over de mange krav, man skal opfylde.

Det overblik forsøger startup-virksomheden Frame at skabe med deres projektledelsesværktøj, som har fokus på den bæredygtige byggeproces.

- Bæredygtighed i byggeriet er super komplekst og for mange meget uoverskueligt. Det er en tung proces at få en DGNB-certificering, et almindeligt byggeprojekt indeholder mere end 300 kriterier og der oplever vi, at der mangler viden hos bygherren og entreprenøren. Der kan vores værktøj hjælp, for vi guider dem igennem processen trin for trin, siger Martin Brand, CSO i Frame, til KommuneFokus  .

Frame er opbygget, så den følger den samme proces som et byggeprojekt. I stedet for at liste de mange kriterier for DGNB-certificeringen op, inddeler Frame dem i stedet i faser med tilhørende opgaver med tilhørende målsætninger.

Efterhånden som hver enkelt opgave bliver løst, kommer man igennem de forskellige krav til certificeringen undervejs i byggeprojektet, forklarer Martin Brand.

- Du har hele tiden DGNB-manualen liggende i højre side af vinduet slået op på lige præcis der, hvor du er nået til. Det gør, at det er meget nemt at slå op og omsætte til praksis, hvad man nu skal gøre for at komme videre, siger Martin Brand.

 Har solgt til 10 kommuner

Frame udsendte sin første version af projektledelsesværktøjet i 2017, efter at firmaets grundlæggere havde arbejdet på det i 10 år. Men ifølge Martin Brand var firmaet for tidligt ude, så i starten gik det trægt.

- Det at tage bæredygtighed op på det her niveau og en digitalisering af processen, det var man bare ikke klar til. Men det seneste år er det gået rigtig stærkt. Vi har en region og 10 kommuner med, så der er virkelig sket noget, siger Martin Brand.

Han oplever, at der er en stor velvillighed til at tage Frames værktøj i brug i kommunerne, hvor man har et stort fokus på bæredygtigt byggeri, men udfordringer med at føre det ud i livet.

- Vi er blevet taget meget positivt imod. Det er tydeligt, at de ansatte i kommunerne er under tidspres. Der er kommet rigtig mange krav og målsætninger fra politikerne om, hvordan man bygger bæredygtigt. Og når det så skal omsættes i praksis, så åbner man den her DGNB-manual med 300 krav i Excel-ark. Det virker meget uoverskueligt og der kommer vi ind i billedet, siger Martin Brand.

I nogle kommuner fokuserer man alene på at bygge efter DGNB-standarder, mens Frame i andre kommuner har været med til at lave en screening af kommunens bæredygtighedsstrategi, så deres visioner indenfor for eksempel klimapartnerskabet DK2020 opfyldes.

 Væksten indenfor det kommunale område er så stor, at Frame i år, for første gang, er med til KL’s Digitaliseringsmesse ‘21, som afholdes i dag (torsdag den 30. september, red).

- Kommunerne er en stor bygherre og vi kan fornemme, at de har et stort behov for at lykkes med bæredygtigheden. Vi oplever en vækst i forhold til kommuner, vi har kommuner, som selv henvender sig. Så jeg tror, at digitaliseringen vil gøre, at vi vil se en fortsat vækst, siger Martin Brand.

 Der har været fart på for projektstyringsvirksomheden Frame det seneste år, hvis værktøj hjælper bygherrer med at have fokus på bæredygtighed gennem hele byggeprocessen. En region og 10 kommuner er kommet med i 2021, siger Martin Brand, CSO i Frame, til Kommunefokus.

Foto: Frame

Artiklen er en del af temaet De Digitale Håndværkere.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083