23948sdkhjf

Martin har læst til el-installatør på deltid, men ikke for at blive selvstændig

Uddannelsen til el-installatør på deltid har givet Martin Meldgaard Christensen en højere faglighed

Tre elektrikere fik forleden ny titel og kan nu kalde sig el-installatører. De har taget uddannelsen på deltid, mens de arbejdede. Og selvom det har været to hårde år med både arbejde og studie, fortryder 24-årige Martin Meldgaard Christensen ikke et sekund, at han valgte den vej.

- Jeg trives i at have travlt og lære nyt, og det, jeg lærte på uddannelsen, kunne jeg med det samme bruge i min dagligdag. Nogle vælger uddannelsen for at starte deres eget. Jeg brænder ikke for at blive selvstændig, men jeg synes, det er rart at have den viden, der skal til for at lave et godt stykke arbejde og generelt have en høj faglighed, fortæller Martin Meldgaard Christensen, der på dagen havde sin kæreste og forældre med til dimissionen.

Udgifter dækket via fonde

Han bor i Risskov, og til daglig arbejder han for El-Center Vest i Hjerm nær Holstebro. Derfor fik han efter endt EUX-elektrikeruddannelse lov til at starte en ny afdeling op i Aarhus, der i dag hedder El-center vest, afdeling Øst.

Det krævede ekstra viden, som Martin Meldgaard Christensen gerne ville have, hvorfor hans mester foreslog at starte på deltidsuddannelsen. Via Kompetencefonden har han fået dækket 85 pct. af sin løn, og midler fra Omstillingsfonden har dækkes hans deltagerbetaling. Kørslen har virksomheden betalt.

- I realiteten føltes det ikke som om jeg gik ned i løn, fordi jeg fik ferie og pension udbetalt sammen med, så det kunne sagtens hænge sammen. Men det kom bag på mig, hvor mange lektier, der var, smiler han og fortsætter:

- Jeg troede, at underviserne skræmte os med omfanget af faget for sjov, men det var rigtigt, at der var svært. Og til tider presset. Især med de tunge regnefag.

Online samarbejde

Samtidig ramte corona og sendte ham og de andre fra uddannelsen hjem til onlineundervisning hver fredag. Men det fandt de snedige elektrikere da bare en løsning på, mens arbejdspresset var på sit højeste.

- Vi blev enige om, at vi efter undervisning kl. 15 blev siddende i rummet for at lave lektier sammen. Så gik vi kort ud og spiste aftensmad, og så arbejdede vi videre til kl. 22. Og så igen derind hele lørdagen for at regne på opgaver, forklarer Martin Meldgaard Christensen og tilføjer, at kæresten snart skal til at lave bachelorprojekt på sin uddannelse nu.

- Så bliver rollerne lige byttet om, griner han.

- Hvis nogen spørger mig, om jeg vil anbefale det, så siger jeg ja! Helt sikkert ja. Det er det hele værd.

OPBYGNING OG MODULER

  • Deltidsuddannelsen i el-installation består af en række obligatoriske fag, valgfrie moduler samt et afsluttende projekt.
  • Man skal tage uddannelsens moduler i rækkefølge - først i de obligatoriske moduler fra toppen og ned, dernæst valgfag inden det rundes af med den afsluttende opgave.
  • For at opnå autorisation kræves det at man vælger nogle særlige valgfag. Hos Erhvervsakademi Dania har man valgt i udgangspunktet kun at udbyde de fag, som baner vejen for en autorisation. I studieordningen kan man se, hvilke øvrige valgfag man kan vælge, hvis man ikke ønsker autorisation.
  • Boliginstallationer og teknisk beregning på kredsløb
  • Bygningsinstallationer og teknisk dokumentation
  • Mindre industriinstallationer og teknisk beregning på maskiner
  • Større industriinstallationer og elforsyningsanlæg
  • Kvalitet, sikkerhed og miljø
  • Bekendtgørelser og standarder
  • Afgangsprojekt

Kilde: Erhvervsakademi Dania

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078