23948sdkhjf

Flügger henter væksten i nye lande, men indtjeningen er under pres

Et nyt halvårsregnskab fra malingkæmpen Flügger afslører, at salget er gået tilbage på koncernens største markeder, mens de seneste års opkøb til gengæld har sat fut i salget mod øst.

Samlet er koncernens omsætning i årets første halvår vokset til 1.393 mio. kr. mod 1.178 mio. i første halvår af 2020/21, og særligt i regnskabsårets andet kvartal kom der fart på. Her steg Flüggers omsætning 20 pct. sammenlignet med samme periode året forinden, mens halvårets samlede toplinjestigning lyder på 18 pct. Til gengæld er der tilbagegang på bunden, hvor transportudfordringer og stigende råvarepriser slår igennem. Alene i første halvår er råvarepriserne ifølge Flügger steget med gennemsnitligt 20 pct.

 – 2. kvartal i vores regnskabsperiode 2021/22 har ligesom 1. kvartal været påvirket af globale Covid-19 relaterede forhold. I vores forsyningskæde var vi hårdt ramt af prisstigninger og knaphed på råvarer samt store udfordringer relateret til transport, udtaler adm. direktør Sune Schnack i en kommentar til halvårsregnskabet.

I kroner og øre har det i årets andet kvartal kostet 10 mio. kr. på driftsresultatet (EBIT), der lander på 67 mio. kr., mens første kvartal var knapt så hårdt ramt. Således lander det samlede driftsresultat for årets første seks måneder på 191 mio. kr. mod 200 mio. i første halvår af 2020/21.

De store tager et dyk

Dykker man længere ned i tallene, står det klart, at det især er de nye markeder, der trækker væksten. Med forårets godkendelse af opkøbet af østeuropæiske Eskaro fik Flügger foden inden for i blandt andet Ukraine og Hviderusland, og samlet har de nye markeder, som Flügger har valgt at kalde Segment 3, tegnet sig for en omsætning på 229 mio. kr. i første halvår.

Omvendt lader vinden til at være vendt på det danske hjemmemarked og det svenske nærmarked, hvor Flügger fortsat henter hovedparten af sin omsætning. I Danmark, der også tæller Island, Grønland og Færøerne, er salget faldet fra 429 til 412 mio. kr. i første halvdel af året, mens broderfolket har købt maling for 328 mio. kr. mod 341 mio. i første halvår af 2020/21.

 – Efterspørgslen i Norden og Polen er fortsat stærk hos de professionelle kunder, hvorimod salget til private og DIY er ved at være normaliseret. En tendens vi også ser indenfor vores segment 3 i Baltikum, Ukraine og Rusland, hvilket også påvirker top og bundlinjen negativt, udtaler Sune Schnack.

Den afdæmpede forbrugerefterspørgsel og de stigende priser får således også Flügger til at justere forventningerne til året. Hvor driftsresultatet (EBIT) før forventedes at lande i intervallet 220-270 mio. kr. har koncernen nu skåret 20 mio. af toppen og indsnævret niveauet til 220-250 mio. kr. På toplinjen forventer koncernen dog fortsat at nå rekordhøjder med en omsætning i niveauet 2,5-2,7 mia. kr., godt hjulpet på vej af Eskaro-opkøbet, der forventes at bidrage med 400-450 mio. kr.  

Flügger
mio. kr. 1. halvår 2021/22 1. halvår 2020/21
Nettoomsætning 1.393 1.178
Resultat af primær drift 191 200
Resultat før skat 180 197
Periodens resultat 141 156
Balancesum 2.268 1.746
Egenkapital 1.080 915
Gns. antal ansatte 2.526 1.535
Regnskabsperioden blev afsluttet 31. oktober 2021.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125