23948sdkhjf

Dansk hårdttræ i høj kurs: Han bruger 1.200 kbm egetræ om året

Det går rigtigt stærkt i byggesektoren for tiden, og materialerne til byggeriet stiger i pris, fordi efterspørgslen er høj. Det gælder også, når det kommer til gulvene i nybyggerier og til renoveringer.

Hos firmaet Dane-Wood A/S i Kolding, har indehaver Claus Balsby fokuseret forretningen på gulve i mange afskygninger. Men egetræ er et af de specialer, han arbejder med når det gælder hårdttræ. Ellers er douglas-gran også en populær vare på de danske gulve.

- Vi løser bestemt også mere specielle opgaver, som kan kræve andre træsorter, men vi har arbejdet meget med at fokusere forretningen indenfor de trends, der er gældende i de nordiske lande, og det er primært det danske marked, vi dækker. Vi markedsfører os dog også andre steder, i partnerskaber, blandt andet i Sverige, og vi er på vej med et initiativ med nethandel i Tyskland sammen med en tysk partner, fortæller Claus Balsby over en kop kaffe, mens hustruen Jette betjener nogle kunder, der kommer ind i den store butik i Kolding.

Ligner hele planker

Selvom trægulvene lanceres som plankegulve, er der reelt tale om krydslamineret træ. Toplag af eg eller ask, mellemlag af nåletræ og bagside af poppel eller fyr.

- Vi kan selvfølgelig også levere massive planker, men der er mange fordele ved krydslaminatet, hvor man slipper for bevægelser i gulvet, det er nemt at samle, og lægges som et flydende gulv, eller det kan limes på et fast betonunderlag. Det kræver at underlaget er diffusionstæt, og det sørger vore håndværkere sker, for det er en del af den kvalitetssikring, vi gennemfører, for at være sikre på, at gulvet lever op til de krav til kvalitet, vi har, siger han.

- De krydslaminerede planker ligner fuldstændigt et massivt plankegulv, når det er lagt, med de fordele der er med at træet ikke bevæger sig, så det er mere et holdningsspørgsmål, og ikke mindst også et spørgsmål om prisen, siger Claus Balsby.

Sønderjysk eg

Egetræet får Claus Balsby hjem fra det sønderjyske.

- Vi får egetræ fra Gråsten og Als, men køber da også andre steder. Her kan vi få planker i op til 12 meters længde i en meget smuk kvalitet.

Vi har opskæring og laminering i en produktion i Brørup, og når vi får de krydslaminerede planker her til Kolding, fræses kliksamlingerne, og plankerne slutbehandles efter den finish som kunden vil have, og sluttes af med en oliebehandling, forklarer han.

Også andre produkter

Et andet produkt er renovering af trapper, hvor firmaet lægger en kappe af træ ovenpå de gamle trin. Den nye kappe limes på, og slutresultatet er smukke nye trin og fodspark i massivtræ.

Han bruger ca. 1.200 kbm egetræ om året, og der kan på grund af vægtfylden være ca. 25 kbm i en container.

- Det er ikke billigt at fragte, så man skal tænke sig om. Fragtpriserne er steget voldsomt, så hvis vi importerer træ, hvad vi også gør, så skal der regnes på det, siger han.

Åbner butik i København

Firmaet er undervejs med at åbne en butik i Palægade i det indre København. Det sker i et samarbejde med det svenske firma Chevron Parquet, der leverer fransk sildebensparket.

-  Der er stor efterspørgsel på flotte gulve i den indre by, og her kommer kunderne også fra hele det nordsjællandske område, så det tror vi, giver gode muligheder, siger Claus Balsby. 

Artiklen er en del af temaet PASKRAM .

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078