Branchedirektør: Det nære tæller for entreprenørerne
Som udførende i Danmark, hvad enten man er anlægsentreprenør, kloakmester, nedriver eller noget fjerde, har man behov for at holde sig ajour på den seneste viden og knowhow. Et eksempel er bølgen af bæredygtighed og stigende krav til dokumentation, der ruller ind over landet nu, som for alvor begynder at stille krav til virksomhederne. Krav som kun vil stige i de kommende år.
At leve op til kravene og at være på forkant kræver fagspecifik viden, som man er nødt til at finde i et branchefællesskab. Udover den viden, der er tilgængelig i brancheorganisationer og -foreninger, så er der også mulighed for at øve indflydelse på de beslutninger, der bliver taget. Som udførende kan det ofte føles som om, at beslutningerne tages hen over hovedet på en, og at man nu som virksomhed – igen – skal forholde sig til nye love og regler.
Der har i en årrække været en tendens til, at ”big is beautiful” – altså at ”stort er godt”, når det gælder brancheorganisationer og -foreninger. Jo større, jo flere medlemmer, jo mere indflydelse. Begrundelserne for fusioner har været mange, mere indflydelse og mere magt, men realiteterne er, at det ofte bunder i økonomi. Jo flere til at betale, jo billigere.
Men der er en pris. Der går nemlig også noget ganske væsentligt tabt, når brancheforeninger med forskellige interesser slås sammen. For det første har administrationer det med at vokse sig større og federe, og der indbygges flere lag i ledelsen. Jo flere lag, der bygges ind, jo større bliver afstanden fra ledelseslagene til det enkelte medlem. Det gælder således også indflydelsen i foreningen.
Man skal ikke afvise, at en vis størrelse kan give mere pondus i eksempelvis overenskomstforhandlinger, men den indflydelse bliver meget nemt mudret. For samtidig er der også i organisationsdanmark en tendens til at sprede sig over for meget. Overordnet set er der en stor risiko for, at dagsordner kan blokere for hinanden. Den kritiske dagsorden for én gruppe af medlemmer er langt fra nødvendigvis den samme for en anden gruppe af medlemmer. Og de interesser kan krydse hinanden.
Det er i min optik virkeligt vigtigt, at medlemmerne hele tiden er topprioriteten hos ledelsen. Den politiske indflydelse fra det enkelte medlem må ikke gå tabt, og der skal ikke være længere til den branchepolitiske top, end at man kan have den direkte kontakt. Og målet for brancheforeningen skal hele tiden være i fokus hos ledelsen, nemlig at varetage medlemmernes interesse. Hvis man spreder sig over for meget, mister man dette fokus, og derfor står en nichepræget brancheorganisation/-forening meget stærkere. Det er farligt for foreningen – og for medlemmerne, hvis organisationen eller foreningen bliver autonom i forhold til medlemmerne. På den måde kan der opstå en slags ”politbureau” som ingen forbindelse har til medlemmerne og som bliver selvpropellerende.
Samtidig er agiliteten meget vigtig. En brancheforening skal kunne agere hurtigt og i de tilfælde hvor det er nødvendigt, omstille sig til en ny situation. Det handler både om at kunne agere og reagere på politiske situationer, råbe vagt i gevær, når noget ser ud til at kunne ramme medlemmerne, eller den omvendte situation, at tage et initiativ i det politiske miljø for at få noget på plads.
Omstillingsparathed til nye situationer er et nøgleord, og en nødvendighed. I et kæmpestort system kan man godt være omstillingsparate, men risikoen for, at medlemmerne står tilbage, efterladte på perronen med spørgsmålet ”Hvad skete der lige her?”, er en reel faktor.
Vi ser os i DM&E som en nicheorganisation med en ekstremt flad struktur. Nicherne kan sagtens vokse, men samhørigheden, fællesskabet og de fælles mål vil altid være de samme. Vi kan ikke komme i konflikt med os selv, og derfor har vi ingen berøringsangst for emner, der kan behandles. Faktisk efterspørger vi debatemner blandt vore udvalgsformænd, så vi hele tiden har pulsen på hvad der foregår og hvad medlemmerne tænker.
Artiklen er en del af temaet Debat.
