23948sdkhjf

Etablering af niveaufri adgang kræver omtanke - sådan gør du, mester

Det er vigtigt at være opmærksom på bl.a. sokkelrender, dræning, ramper, vandtæt sokkelpuds m.m. for at undgå fugtskader – og det hele starter ved projekteringen

Bygningsreglementets krav om niveaufri adgang stiller store krav til både bygningens og terrænets udformning, så der ikke opstår vandindtrængning.

Når der skal etableres niveaufri adgang til bygninger ved alle yderdøre, er det derfor bl.a. afgørende at være fokuseret på at modvirke de risici, der kan være for fugtindtrængning og de deraf afledte problemer. Også ved sommerhuse og fritliggende enfamiliehuse, hvor der kun er krav om forberedelse til niveaufri adgang ved én af bygningens yderdøre i stueetagen.

- Især er det vigtigt at være vågen og tænke langsigtet i projekteringsfasen, hvis terrænet hælder mod bygningen, jorden er hårdt komprimeret af kørsel med entreprenørmaskiner – såkaldt traktose, eller jordbunden er uegnet til nedsivning, siger Jens Dons, arkitekt MAA, teknisk chef i Byggeskadefonden og en af forfatterne bag et nyt erfaringsblad fra BYG-ERFA, ”Niveaufri adgang og terrændæk”.

Terræn hæves tit langs hele facader med døre, så ramper undgås, og gulvets overside er i niveau med terrænet. For at undgå opfugtning af sokkel, terrændæk og tilstødende bygningsdele bør der i de tilfælde etableres en sokkelrende langs soklen. Ved yderdørene sikres adgangen fra ramper eller det hævede terræn med en stålrist. Her er det vigtigt, at soklen er vandtæt, og at der ikke står vand i renden.

Samarbejd om et vandsikkert terræn

- En bygnings placering i terrænet har væsentlig indflydelse på fugtforholdene i ydervægge og terrændæk og desuden betydning for omkostningerne ved etablering af niveaufri adgang. Derfor skal bygningens placering i terrænet disponeres ud fra grundens beskaffenhed og faldforhold i de tidligste faser af byggesagen, siger Jens Dons og henviser til erfaringsbladets angivelse af fald:

  • Fald på terræn uden belægning 1:40, svarende til ca. 8 cm pr. 3 m.
  • Fald på terræn med fast belægning 1:50, svarende til ca. 6 cm pr. 3 m.

- Selvom der ofte er flere rådgivere og entreprenører indblandet i beslutningerne om udformning af niveauforholdene, er det vigtigt at tage disse forhold alvorligt allerede i projekteringsfasen. Der er tale om vanskelige grænseflader og entrepriseskel, hvor bygningssokkel møder terræn. Det kræver samarbejde og planlægning af udførelsen af terrænhøjder, faldforhold væk fra bygningerne samt muld- og belægningsoverfladernes møde med bygningssokkel, forklarer Jens Dons.

BYG-ERFA anvisninger

  • Skråner terrænet mod bygningen, bør der etableres en grøft, afskærende dræn, afløbsrende eller lignende, som hindrer, at vand fra højereliggende områder strømmer ind til bygningens sokkel.
  • Den niveaufri adgang ved indgangsdøre kan etableres ved, at terrænet hæves partielt ud for dem.
  • Bemærk, at kravene skal være opfyldt efter de uundgåelige sætninger af jorden. Det er derfor hensigtsmæssigt, at det beskrives i udbudsmaterialet for jordarbejder, at ovennævnte krav til faldforholdene også skal være overholdt efter 1 års forløb.

I erfaringsbladet "Niveaufri adgang og terrændæk"  (ID-nr. (19) 22 00 18) kan du også læse om:

  • Bygninger i lavtliggende områder
  • Forundersøgelser og projektering
  • Sokler og adgang – bl.a. over sokkelrende og via rampe
  • Sokler – tætning og højder
  • Ramper og arealer foran dørpartier
  • Omfangsdræn
  • Fugtundersøgelser
  • Drift og vedligehold, samt renhold

BYG-ERFA

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094