23948sdkhjf

Murere melder om størst ordretørke: - Telefonen er gået helt død

Murervirksomheder har lige nu sværest ved at fylde deres ordrebøger, viser nye tal

Betonblanderne skramler ikke så ofte som før, og murerskeerne bliver oftere i værktøjskassen. Tal fra Danmarks Statistik viser, at det lige nu er murervirksomheder, som tørster mest efter ordrer i bogen.

I december meldte 43 pct. af murerselskaberne, at de oplever 'mangel på efterspørgsel' i en grad, så det kaster grus i produktionen. Det er højere end alle andre underbrancher og det højeste niveau i 13 år. 

- Kolleger jeg taler med i branchen siger alle, at der sker ingenting. Telefonen er gået helt død, siger murermester Frank Wulf.

Han er oldermand i Odense Murerlaug, en af flere murerforeninger i landet, som mærker, at ikke mindst private er begyndt at holde igen. Det fører til, at flere må tilpasse forretningen, lyder det.

- Folk kommer til at mangle opgaver, så der skal mandes ned. Og flere virksomheder begynder allerede sende folk hjem nu, siger han.

Der er altid sæsonudsving, og aktiviteten er som regel lavere i de kolde måneder. Men denne gang er det værre end den seneste række af vintersæsoner, siger han.

-

Ebber ud

Finn Andersen, formand i Murermesterforeningen for Glostrup, Taastrup, Hedehusene og Omegn, oplever også, at ordrene begynder "at ebbe ud".

Han tager forbehold for, at det langt fra er alle medlemmer han har talt med om markedssituationen.

- Men hvad jeg hører fra erfagrupper og lignende er, at de også fremadrettet venter mere stilstand. Når rådgiverne har mindre at lave, har vi andre også mindre at lave, siger han.

Det er både privatborgere og virksomheder, som trækker følehornene til sig, mener han. Hos virksomheder kan der være tale om projekter, der egentlig har ligget til godkendelse, men hvor kunden siger stop på grund af markedssituationen. Her hjælper lange sagsbehandlingstider ikke til.

- Vi har selv oplevet sager, hvor en byggeansøgning på en meget lille ting, tog 11 måneder. Og pludselig blev kunden i tvivl.

Først i fødekæden

Oldermand i Odense Murerforening Frank Wulf peger på, at netop murere kan være nogle af de første til at mærke en nedgang.

- Murere og betonarbejdere og tømrere er ofte nogle af de første i fødekæden. Vi bliver færdige først, og derefter kommer andre som VVS'ere, malere, elektrikere. Så andre bliver måske ramt senere, siger han.

I tallene fra Danmarks Statistik følger tømrerfaget da også lige efter murere, hvor 40 pct. 'mangler efterspørgsel'. Derefter følger malere, glarmestre, anlægsentreprenører og VVS'ere. 

I bunden, og altså mindst ramt af den kradsene krise, finder man el-installatørerne, som Licitationen for nylig har beskrevet.

-

Mens økonomiske vismænd og brancheforeninger har advaret om, at Danmark kan være på vej ind i en egentlig recession, er håbet, at nedgangen bliver kortvarig.

- Påsken plejer at være en god skæring. Det er blevet forår, folk er gået i påskeferien og har set på deres gamle hus, og så synes de, der skal ske noget. Mange har også stadig godt med penge. Jeg håber, at det bliver en kunstpause, siger Frank Wulf.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093