23948sdkhjf

Led tab på både Kay Wilhelmsen og Sjælsø – men er nu en stor koncern

Specialløsninger er standard hos Aluflam. Og det har det været gennem 80 år og tre generationer

Familievirksomheden Aluflam er det man på godt dansk kan betegne som et moderne virksomhedseventyr. Virksomheden, som blev stiftet i Roskilde i 1943 under navnet A. Birch Christensen og senere blev kendt som ABC Facader, har stadig base i Roskilde, men har gennem 80 år og tre generationer været gennem flere strategiske forandringer: Fra starten under beskedne vilkår i en baggård i Ringstedgade i Roskilde beskæftiger koncernen i dag flere end 400 medarbejdere på egne og associerede fabrikker i Europa, USA og Australien.

Siden 1943 har virksomheden leveret facadeløsninger i form af helt almindelige aluminiumsdøre og –vinduer til detailhandel, kontorbygninger og boliger. I dag produceres produkterne på egne fabrikker, hvor profilerne ekstruderes fra det rå aluminium over lakering til færdig montage. På fabrikkerne er der også designafdelinger og montagespecialister, som sammen med bygherrerne og deres rådgivere kan udvikle netop det udtryk, der ønskes leveret til den pågældende facade.

Ud over de klassiske alu- og glasløsninger har Aluflam specialiseret sig i brandsikre aluminiumsfacade- og glasløsninger til boliger, administrationsbygninger, hoteller, plejehjem, skoler, institutioner og krydstogtskibe, fortæller virksomheden i en pressemeddelelse.

I direktørstolen som 20-årig

Koncernen ledes i dag af tredje generation med Peter Birck i spidsen som adm. direktør. Da hans far, Poul Birch Christiansen, døde uventet i 1983, var Peter bare 17 år og stadig i lære som klejnsmed. Hans mor, Jytte stod dermed pludselig med ansvaret for virksomheden samtidig med, at hun skulle være alenemor for to børn.

- Vores værkfører Albert Jensen og medarbejderne var virkelig en god støtte for mor i de første år, mens jeg gjorde min læretid færdig, fortæller Peter Birck.

- Ret beset, så tænkte vi nok ikke så meget over tingene og lagde ikke avancerede strategiplaner, men gik i gang med vores forskellige opgaver. Det var lige i tiden med kartoffelkuren, så krisen kradsede, og vi måtte bare smøge ærmerne op. Der skulle jo betales husleje, medarbejderne skulle have løn, og kunderne skulle have dét, de havde bestilt, siger han og suppleres af sin mor:

- Peter var jo ung og ambitiøs. Og han ville jo gerne bevise, at han kunne løfte opgaverne efter sin far og farfar. Men en dag, hvor han var lidt for utålmodig og spurgte hvor et eller andet blev af, svarede den ellers altid godmodige Albert: ”Jeg vil altså ikke både arbejde længe og blive skældt ud!”

Og dermed blev den unge direktør sat på plads.

Efter nogle år, hvor han ved siden af læretiden hjalp i familievirksomheden aftener og weekender, blev Peter Birck udlært hos AC Stål i Osted – faktisk på sin mors 40-års fødselsdag i 1986, og startede formelt som direktør i familievirksomheden i en alder af kun 20 år.

Mens mor Jytte skrev tilbud rent og stod for det administrative, varetog ”onkel Albert” sammen med 5-6 svende opgaverne med produktion og montage. Peter Birck slægtede sin far Poul Birch på og tog fat på det opsøgende salg.

- Poul var egentlig uddannet bager og slægtede dermed ikke umiddelbart sin far Anton på. Men det fangede ham ikke rigtigt. Så efter endt læretid forlod han bagerfaget og gik ind i sin fars virksomhed, hvor han blev selvlært inden for træ, glas og metal, fortæller Jytte og fortsætter:

- Virksomheden leverede alt til butikker. Poul fandt blandt andet på konceptet om at levere både facader og interiør til butikker med alt monteret på otte dage, så de ikke skulle holde lukket længere end højst nødvendigt. Ligesom Peter kunne Poul tale med alle, smiler Jytte Christiansen Kjær, som blev gift med sin nuværende mand Flemming Kjær i 1994, og som hun således holdt sølvbryllup med i 2019.

Fra baggård til internationale projekter

Men hvordan blev en lille håndværks- og montagevirksomhed i en købsstadsbaggård i stand til at navigere gennem en stadigt mere konkurrencepræget verden og placere sig tungt i markedet med referenceprojekter som Chrysler-bygningen i New York, flere af de Utzon-tegnede hoteller i København, ikoniske boligbyggerier som Bellahøj samt indkøbscentre, svømmehaller og nogle af Europas største skibsværfter?

- Ud over facadeløsninger var vi begyndt at producere udestuer, og det gik faktisk ret godt. På et tidspunkt fik vi en opgave i Berlin for Rasmussen & Schiøtz, der siden blev en del af NCC, og vi kunne ikke rigtig være i de små lokaler i baggården længere, så vi flyttede til Langebjergvænget i Roskildes nye industrikvarter, fortæller Peter Birch.

Efter orden til Rasmussen & Schiøtz, begyndte Kay Wilhelmsen også at bestille produkter hos Roskilde-virksomheden, som på det tidspunkt var kendt under navnet ABC Facader. Det samme gjorde Sjælsø Entreprise og andre store entreprenørfirmaer.

- Som følge af ordrerne fra Tyskland er vi på flere messer for at sondere markedet. Jeg havde allerede som 17-årig været af sted med toget for at deltage i en BAU-messe i München og havde her stiftet kendskab med et tysk firma, der kunne producere en række løsninger i aluminium frem for stål. De ledte dengang efter et dansk firma, der kunne producere på licens for dem i Danmark, og det blev os. Vi stiftede firmaet Aluflam i 1996, fortæller Peter Birck og uddyber:

- Og det var ganske heldigt. For da Kay Wilhelmsen gik ned og påførte os et tab på en halv million, så kunne vi godt klare dét tab. Men da Sjælsø uretmæssigt holdt penge tilbage for en leverance til SAP-hovedkontoret på Amerikakaj, så trak de ABC Facader med sig ned. Vi lagde sag an og vandt i 2004 hele beløbet med renter, så vi kunne betale vores underleverandører, men da var ABC Facader fortid, mens Aluflam har udviklet sig til international koncern.

Mama Vodka

- Engang sad jeg efter arbejdstid med nogle medarbejdere på vores fabrik i Litauen, hvor de havde stor medlidenhed med mig efter en skilsmisse. De bød på vodka, og vi skålede for min mor. For hvis alle andre kvinder svigter, så har vi voksne mænd stadig vores mor, griner Peter Birck, som dog ikke syntes, at den lokale vodka var noget at råbe hurra for. Derfor fik han ansporet sin lillesøster Pauline til at gå i gang med produktionen af vodka og gin fra de bedste råvarer og med noter, der er helt specielle og tilfredsstiller de nordiske ganer.

- Jeg tror meget på kvalitet ned i mindste detalje. Derfor er urterne til vores gin håndplukket ved foden af Machaby-bjerget i Italien, ligesom der udelukkende anvendes økologiske råvarer. Og både vodka og gin brygges her i Danmark efter de højeste standarder, fortæller Pauline Birck, der også har fået etableret forhandlere i flere europæiske lande

Pauline Birck kommer aktivt med i familievirksomheden i 2008, hvor hun i dag står for marketing i Aluflam og markedsføring af en række af de brands, som ligger uden for Aluflams byggeprodukter, bl.a. Mama Vodka og Machaby Gin, der markedsføres til eksklusive restauranter og caféer.

Og dermed kom den entreprenante familie altså til ved siden af alle facade- og interiørløsningerne til også at have et selskab, der producerer gin og vodka.

I 2000 køber Aluflam et mindre værksted i Litauen, installerer nye maskiner og opstarter produktion. I 2022 opføres en topmoderne fabrik i Litauen lidt uden for Kaunas, hvor den europæiske produktion nu er samlet. Aluflam har ligeledes, gennem joint ventures, etableret fællesselskaber med partnere i USA, Australien og Dubai, så de store markeder kan dækkes af koncernens produkter og løsninger.

Mor er bestyrelsesformand

Jytte ejer 50 pct. af koncernen og er også bestyrelsesformand for selskaberne. Selv om Jytte og Flemming ikke arbejder så meget som før, er de begge stadig aktive i virksomheden, hvor de løser en række af de administrative opgaver, der skal løses i en international koncern, hvor dokumenter, certifikater og toldpapirer skal være i orden.

Svogeren er også med

I dag er også Peters svoger, Jan Nielsen, ansat i Aluflam. Han har i mange år haft en karriere i autobranchen og står i dag for de markedsrelaterede aktiviteter, mens Peter tager sig af det mere tekniske. Der dannes således parløb på flere plan i familievirksomheden, der gennem tre hårdtarbejdende generationer både har formået at forandre sig og følge med tiden, vokse internt og samtidig sætte Danmark på verdenskortet som en nichespiller i et globalt krævende marked.

Kilde: Aluflam

Selvom Flemming oprindeligt er bankuddannet og har været økonomidirektør i virksomheden i en årrække, så er han ikke bleg for at sætte sig ud på trucken, når der er paller med varer, der skal flyttes rundt, ligesom han gerne fungerer som ”hold-an montør”, når der mangler et par hænder under en opgave.

- Det praktiske er jo ikke lige mig, men jeg kan da holde en rude eller en dør, mens andre tager sig af det svære, smiler Flemming, som dermed har en glidende jobbeskrivelse ligesom de fleste familiemedlemmer i en ejerledet, dansk virksomhed.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078