23948sdkhjf

Malermestrene har fået fod på de gravide

Graviditet er ikke længere en forhindring, når det kommer til at svinge malerrullen, lyder det fra brancheforening

Mens kvinder i stigende grad søger mod håndværksfagene, er graviditeter blevet et felt, landets mestre må forholde sig til. Det er dog ikke noget, der behøver skabe bekymring, lyder det fra Danske Malermestre, som de seneste år har set en markant stigning af kvinder i faget.

– Vi har i dag stor erfaring i at håndtere de udfordringer, der kan være i forbindelse med graviditet og et arbejde i malerfaget. Faktisk er der i dag op mod 50 procent kvindelige lærlinge i faget, og det betyder, at graviditet er noget du skal være opmærksom på og klar til som mester at takle, udtaler Per Vangekjær, formand for Danske Malermestre i en pressemeddelelse.

Han peger på, at malerfaget i mange år har haft kvinder ansat, hvilket ifølge Per Vangekjær har givet faget et forspring i forhold til en række andre håndværksfag.

– Vi har fuldstændig styr på arbejdet og vores medlemmer kan gratis få lavet en arbejdspladsvurdering, der i detaljer fortæller, hvordan arbejdspladsen skal tilrettelægges, så den tager hensyn til den gravide og de udfordringer, hun kan stå med, fortæller han.

Farvel til skrap kemi

Tidligere var der også mange kemikalier i de produkter, bygningsmaleren benyttede sig af, men sådan forholder det sig ifølge Per Vangekjær ikke i dag, hvor opmærksomhed på skadelige kemikalier i produkterne stort set har fjernet al uønsket kemi i malingerne.

– Men selvfølgelig er der stadigvæk opgaver, hvor der kan optræde stoffer, du skal undgå at komme i kontakt med, hvis du er gravid. Af samme grund kan en malermester, der står med en gravid medarbejder få lavet en gravid-rapport, fortæller Per Vangekjær og uddyber:

– Her bliver alle de materialer, virksomheden benytter sig af, gennemgået for kemiske stoffer, og malermesteren får en liste over, hvilke produkter, den gravide medarbejder må benytte. På den måde kan arbejdet tilrettelægges, så den gravide malersvend eller lærling kan fortsætte i jobbet hen til barsel uden at bekymre sig om farlige stoffer i malingerne.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079