23948sdkhjf

Bæredygtigt vartegn bliver til Standardernes Hus

Et arkitektonisk usædvanligt, klima- og energioptimeret kontorhus i det nye bæredygtige byudviklingsområde i Københavns Nordhavn får nu sin første beboer
Landets standardiseringsorgan, Dansk Standard, bryder ud af anonymiteten på en villavej i Charlottenlund og rykker nu ind i det langt mere synlige Portland Towers. Indflytningen sker med udgangen af juni.

Portland Towers er bygget omkring to cementsiloer, der siden 1979 har tjent som vartegn for den gamle frihavns pulserende historie med skibe, varer og handel. Frem for at nedrive de to siloer har NCC valgt at genbruge dem – og delvis beklæde dem med glas og lette stålfacader, der får kontorerne til at "svæve" 24 meter over jorden. Siloerne blev i sin tid opført af Aalborg Portland til at opbevare cement.

Indflytningen i moderne kontorfaciliteter giver Dansk Standard mulighed for at tydeliggøre betydningen af det standardiseringsarbejde, der har stået på herhjemme siden 1920’erne, men som måske ikke umiddelbart har den store folkelige bevågenhed. Tanken er nemlig at benytte huset som eksperimentarium for standarder – og dermed vise omfanget og rækkevidden af standarders indflydelse på så godt som alt, hvad vi omgiver os med.

I tæt samarbejde med udstillingsstedet Experimentarium i København, der har succes med at øge børn og voksnes nysgerrighed over for naturfag, etablerer Dansk Standard i de kommende måneder en række interaktive installationer i det nye hus, hvor man i praksis kan opleve standardernes verden i Portland Towers, som NCC Property Development står bag.

Installationerne skal bl.a. føre besøgende gennem fortællingen om betydningen af standarder – herunder de standarder, der gemmer sig i vægge, gulve, elevatorer og belysning i dét, der af Dansk Standard vil blive betegnet som Standardernes Hus. Dermed bliver der mulighed for at give et bredere publikum end fagfolk et konkret indblik i standarders værdi for samfundet.

Lærende og inspirerende

- Standardisering kan virke uvedkommende, men har enorm betydning for vækst og job herhjemme. I det nye eksperimentarium vil vi gøre installationerne interaktive. Udstillingsaktiviteterne skal være lærende og inspirerende – og tale til både studerende og aktører på alle niveauer i dansk erhvervsliv, der er på besøg i huset, siger Anne Hasløv Stæhr, adm. direktør i Dansk Standard.

Portland Towers er med sine 59 meter det højeste byggeri i Nordhavnen og bliver dermed et vartegn for den nye bydel. Marius Møller, administrerende direktør for NCC Property Development, hæfter sig blandt andet ved, at kontorprojektet i alle faser har haft høje ambitioner om at minimere miljøpåvirkningen. Portland Towers forventes klassificeret med "Very Good" i henhold til det internationale miljøcertificeringssystem BREEAM..

- Bæredygtighed i form af miljøcertificering spiller en central rolle for en udviklingsvirksomhed som vores. Det betyder samtidig, at lejerne får et bedre indeklima og dermed oplever bedre trivsel, men over tid sparer de også mange penge på driften, ikke mindst på energiregningen", siger Marius Møller.

NCC har bygget efter reglerne i det kommende bygningsreglement 2015, der blandt andet indebærer, at kravene til energiforbruget er cirka 40 procent skrappere end hidtil. For Dansk Standard, der kommer fra en eksisterende bygning af ældre dato, vil der alene på grund af det faldende varmeforbrug blive tale om en halvering af varmeregningen. Der er også udsigt til lavere elforbrug.

Portland Towers er det første kontorbyggeri i Københavns nye havnebydel med plads til 350.000 etagemeter blandet bolig og erhverv, som kan huse 3.500 beboere og 6.000-7.000 arbejdspladser. Cityringens fremtidige metro-forgrening til Nordhavnen – med to nye stationer Nordhavn og Orientkaj – ventes at stå færdig i 2019.

tøtte
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078