23948sdkhjf

Et langt hul

Københavns kommunes største afvandingskloak flyttes netop nu
Sidste gang så vi på Københavns Kommunes snerydning og andre vinterforanstaltninger. Da jeg i den anledning besøgte oplagspladsen ’ved Strømmen’ tæt på Ny Ellebjerg station blev jeg opmærksom på en byggeplads, kaldet ’Strømmen’ lige ved siden af. Der er ingen umiddelbar sammenhæng, men alligevel drejer det sig igen om at skaffe os af med vores nedbør. Nu igennem en af Danmarks største kloakledninger.

Området hvor oplagspladsen ligger er omkranset af Ellebjergvej og tre toglinjer. Den ene toglinje skal have et ekstra spor og en blødere kurve. Så kan der komme flere og hurtigere tog igennem. Men omlægningen over bare 400 meter, i et togspors bredde, kommer til at ligge over en af kommunens største afvandingskloakker til regnvand. Derfor må også kloakken flyttes over en strækning på knap 200 meter.

Specialister

Kristian Andersen, der er arbejdsleder på pladsen, er specialist på feltet store rørledninger. Han har først arbejdet i Tyskland i en årrække med samme type arbejde. Her lærte han et sjak tyske arbejdere at kende som han sidenhen har lokket til at arbejde i Danmark. Først i 8 år hos MTHøjgaard og nu hos NCC igennem 5 år. Sjakket og han er de eneste folk i Danmark der kan håndtere disse voldsomme rørledninger.

Ligeledes er elementerne af en helt særlig kvalitet beton, og det er kun i Tyskland at man fremstiller rørelementer i disse størrelser, med 100 års garanti. Her på ’Strømmen’ er de 4,2 meter brede og 3,1 meter høje. De største der lægges er en anelse større, 4,6 gange 3,55 meter, og er blandt andet lagt ved Lersø Park alle. Elementerne fremstilles ved Düsseldorf, køres 70 kilometer til en flodhavn inde bag Amsterdam, og sejles til Hundested. På havnen her har man fået plads til at færdigstøbe elementerne med en lille ’banket’, før de køres på blokvogn til de forskellige byggepladser. Når banketterne støbes på i Danmark er det for at gøre skibstransporten lettere. NCC (Kristian) sørger for at have ordrer nok til at kunne bestille en hel skibsladning ad gangen for at få så billig en transport som muligt.

En lang bevægelse

Arbejdet foregår i en lang bevægelse i et 20 meter langt hul. Der graves af i den ene ende, elementerne sænkes ned, og der fyldes til igen. Men omkring dette lille hul foregår der mange flere ting. Da røret indgår i et større netværk af regnvandsledninger kan der for det meste spærres af så kun en lille strøm belaster pumpehuset og den gamle ledning. Ved store regnmængder sker der dog overløb af afspærringerne. Det er så muligt at åbne for fuld passage, stadig i det gamle rør. På pladsen må man så tage det lidt roligere. De stopper ellers ikke før der er 10 frostgrader. Men det har været en god vinter med kun få dage med store vandmængder.

Pumpehuset

Rørene føres under en af jernbanelinjerne i en dybde der gør at vandet må pustes igennem med en luftstrøm henover. Derfor stod der et pumpehus hvor den nye ledning lægges. Der måtte derfor først bygges et nyt pumpehus hvor den nye og den gamle ledning løber sammen før man kunne begynde på arbejderne. Det nye pumpehus er selvfølgelig forsynet med den nyeste teknologi så dette lille projekt giver i sig selv en betydelig energibesparelse i fremtiden.

Jordforurening

Når der graves af er der en del forurening i jorden. Der skal i alt køres ca. 2000 tons jord i forureningsklasse 3 og 4 til deponi. Forureningsklasse 1 og 2 bruges til at genfylde hullerne. Regnestykket går nogenlunde op så man ikke behøver den store jordtilkørsel.

Pladsen

Pladsen er ganske enkel. Forrest mod vejen, der hedder Strømmen og har givet navn til både oplagspladsen og byggepladsen, står et par skure og kontor pavilloner. Så strækker den sig ellers 200 meter hen langs jernbane sporet. Det kan være en udfordring når de store blokvogne skal bakkes igennem.

Der går 10 mand på pladsen, 4 danskere og det sammentømrede tyske sjak på 6 mand. Arbejdstilsynet har ikke været forbi og der har ikke været uheld. Dog fik en mand en dag et statisk stød som gjorde ret ondt. Han fik det fra et PEH-rør, hvilket skulle være umuligt. Man har selvfølgelig prøvet at finde en naturlig årsag men ingen har endnu kunnet forklare hvordan det hang sammen.

Man startede i november og forventer at blive færdige i slutningen af juni. Så fortsætter sjakket ind til Enghave Plads hvor en lige så stor ledning skal omlægges på grund af den nye Metro-cityring. Måske bliver man her på pladsen en anelse længere idet NCC også har givet tilbud på spuns og forankring til BaneDanmark der jo skal i gang med sporomlægningen når dette arbejde er færdigt.

De medvirkende er:

Bygherre: Københavns Energi A/S, afløbssektionen, København

Ingeniør: Grontmij, Carl Bro A/S, Glostrup

Totalentreprise: NCC Anlæg A/S, Hellerup

Pumpehus: NCC husbygning A/S, Hellerup

Elementer : Berding Beton Gmbh, Tyskland

Totalentreprisesummen er ca. 20 millioner kr.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094