23948sdkhjf

Nej til de sociale klausuler

El- og VVS-branchen rammes urimeligt, hvis kommunerne får held med ny praktikordning
Optaget af lærlinge er ekstremt konjunkturfølsomt. Derfor er det bedste, kommunerne kan gøre at få udbudt noget energirenoverings- og entreprisearbejde. Det mener underdirektør i TEKNIQ, Tina Voldby.

Som repræsentant for TEKNIQ’s ledelse retter hun en kraftig kritik af et nyt forslag om licitationer i Københavns og Århus kommuner.

Årsagen til den aktuelle harme er, at Københavns og Århus kommuner fremover vil stille krav om, at håndværkere, som vinder en opgave som en del af kontrakten, skal oprette nye lærlingepladser.

- Vi er tilhængere af, at virksomhederne udviser socialt ansvar, men vi er stærkt modstandere af, at kommunerne begynder at indføre sociale klausuler, siger Tina Voldby.

Hun mener, at de sociale klausuler risikerer at skade, langt mere end de gavner.

- Får kommunerne held til at indføre de sociale klausuler, så kan man forestille sig en situation, hvor en virksomhed skal ud og oprette et antal praktikpladser for at få en opgave. Men da økonomien pt. er stram i virksomhederne, så risikerer vi, at virksomhedsejeren er nødt til at skille sig af med en svend for at få økonomisk råderum til at oprette lærlingepladserne. Det vil være en meget uheldig udvikling, mener Tina Voldby.

Underdirektøren gør samtidig opmærksom på, at installationsbranchen har optaget et historisk højt antal lærlinge i de seneste år.

- Nu falder optaget på grund af den økonomiske krise. Hvis der bliver indført sociale klausuler, hvor opgaver kun går til virksomheder, som samtidig tager nye lærlinge ind, så vil det især ramme de virksomheder, som allerede i dag løfter deres sociale ansvar og har taget lærlinge ind. De vil blive presset til at tage endnu flere. Og det er ikke rimeligt, siger Tina Voldby.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079