23948sdkhjf

Håndværkere fravælger efterlønnen

Faglærte i byggeriet får deres efterlønsopsparing udbetalt i højere grad end de ufaglærte
De faglærte håndværkere fravælger efterlønnen i langt større omfang end de ufaglærte.

Fire måneder efter det blev muligt at få sine efterlønspenge, har flere end hver tredje elektriker, maler og blikkenslager vendt efterlønnen ryggen. Derimod er det kun godt hver fjerde bygningsarbejder i 3F, der siger farvel til muligheden for at gå på efterløn.

Det viser helt friske opgørelser fra de tre arbejdsløshedskasser, hvor bygge- og anlægsbranchens timelønnede primært er medlemmer.

I Byggefagenes Arbejdsløshedskasse, der har malere, blikkenslagere og vvs’ere som medlemmer, har 3.344 efterlønsberettigede fået deres penge ud.

Det svarer til 39 procent af de medlemmer, som havde ret og mulighed for at gå på efterløn. I El-fagets Arbejdsløshedskasse er de tilsvarende tal 4.644 medlemmer svarende til 35 procent af de efterlønssberettigede.

I 3F’s A-kasse er det 7.469 byggemedlemmer, svarende til 28 procent af de efterlønsberettigede, der har fået deres opsparing. I Byggegruppen i 3F findes ud over blandt andre murere og tømrere også bygge- og anlægsbranchens ufaglærte.

Krisen kradser

Fravalgets omfang overrasker i organisationerne.

- At næsten fire af hver 10 fraskriver sig muligheden for efterløn og dermed samtidig retten til seniorjob er et overraskende, ja nærmest skræmmende stort tal, men det er ikke fordi, der ikke er blevet orienteret grundigt om konsekvenserne, så vi må gå ud fra, at den enkelte har truffet et velovervejet valg, siger formanden for Byggefagenes A-kasse, Malerforbundets hovedkasserer Ib Hansen.

Jørgen Have Poulsen, leder af El-fagets A-kasse, er også forundret.

- En undersøgelse sidste efterår antydede, at det ville blive omkring hver femte af de efterlønsberettigede, der ville vælge at få pengene udbetalt, og i løbet af foråret justerede vi forventningerne til omkring hver fjerde. Derfor kommer det meget bag på mig, at flere end hver tredje allerede på nuværende tidspunkt har valgt efterlønnen fra. Baggrunden? Der er sikkert mange grunde, og hver enkelt har sine egne gode grunde til få pengene udbetalt og sige farvel til efterlønnen. Krisen kradser, og nogle benytter muligheden for at få lukket et hul, andre fristes af bankerne, der er ved at falde over hinanden for at fortælle, hvor gode tilbud de har på hylderne, og så er der uden tvivl mange, som simpelthen tvivler på, at efterlønnen på sigt består selv i den nuværende beskårede udgave, siger Jørgen Have Poulsen.

Otto Nielsen, a-kassesekretær i 3FA, er enig i, at det er en høj frameldingsprocent, også for Byggegruppen i 3F.

- Men hvis vi vender det om, så er det flere end syv af hver 10, der bliver i ordningen, og det er naturligt nok de yngste, der i størst udstrækning tager pengene ud. Netop mange bygningsarbejdere har uden tvivl overvejelser om, hvorvidt deres krop kan holde til et helt arbejdsliv på byggepladserne, og det har måske fået netop bygningsarbejdere til at overveje situationen mere end én gang, siger Otto Nielsen.

Hårdt arbejde

Når El-fagets og Byggefagenes A-kasser har langt større frameldingsprocent end bygningsarbejderne i 3F, kan det måske forklares med, at en del 3F’ere har hårdere fysisk arbejde og ikke kan se sig selv på arbejdsmarkedet til de er 68-70 år.

- Det kan meget vel tænkes, at en hel del af 3F’erne har fysisk mere krævende arbejde end elektrikerne og at det er baggrunden for, at de er lidt mere tilbageholdende med at forlade en ordning, der giver dem mulighed for selv at bestemme deres tilbagetrækningstidspunkt, siger Jørgen Have Poulsen fra El-fagets A-kasse.

Ib Hansen fra Malerforbundet undrer sig over forskellene, men siger, at en forklaring kan være, at de faglærte føler sig mere sikre på deres job, og at de ufaglærte job måske er mere nedslidende.

Otto Nielsen fra 3FA siger, at en forklaring kan være, at Byggegruppen i 3F har en større andel ældre medlemmer end de andre a-kasser og at gruppen af medlemmer over 50 år i klart mindre omfang fravælger efterlønnen.

- Og så er der måske noget om, at vi har medlemsgrupper med hårdt arbejde, uanset om de er faglærte eller ufaglærte. Både tømrer- og murerfagene er hårde fag rent fysisk, siger han,

Knap to måneder endnu

Otto Nielsen vurderer, at de fleste, der har overvejet at hæve efterlønspengene, har truffet beslutningen.

Han forventer derfor ikke voldsomt mange flere frameldinger de næste knap to måneder, det endnu kan lade sig gøre at få efterlønsopsparingen udbetalt skattefrit.

Derimod vil Jørgen Have Poulsen fra El-fagets Arbejdsløshedskasse ikke blive overrasket, hvis der i løbet af september kommer yderligere en del, som efter vil have pengene.

Samlet set har danskerne hævet 21 efterlønsmilliarder, heraf knap halvdelen i april, hvor der blev åbnet for at få opsparingen ud skattefrit.

For den enkelte kan der være tale om opsparing på godt 65.000 kroner, hvis man har været med i efterlønsordningen siden 1999, hvor det særlige efterlønsbidrag blev indført.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078