23948sdkhjf

Bekæmper legionella uden farlig kemi

Sundhedshuset Opnørgaarden i Aabenraa har som det første danske byggeri sikret sine brugere og besøgende mod legionella ved hjælp af en ufarlig og biologisk nedbrydelig væske
For et års tid siden viste en analyse, at patienterne på seks ud af syv danske hospitaler risikerer at blive smittet med den farlige legionella-bakterie, fordi bakterien lever i sygehusenes bade- og drikkevand.

Men patienterne i det nye sundhedshus Opnørgaarden i Aabenraa kan føle sig helt trygge. Som det første sted i Danmark, har Opnørgaarden nemlig fået installeret en generator, der ved hjælp af almindelig salt, vand og lidt elektricitet producerer væsken Neuthox, som effektivt forebygger og udrydder bakterierne i hele husets vandforsyning. Helt uden brug af farlig kemi.

Det er ingeniør og indehaver Christian Duus fra Oesten Ingeniører & Arkitekter, der fik øje på den nye teknologi og anbefalede generatoren til bygherren.

- Jeg synes, det var helt oplagt at sikre mod legionella, når der nu er tale om et sundhedshus. Før eller siden dukker der jo legionella op, hvis man ikke gør noget, og det vil være katastrofalt sådan et sted. Men jeg syntes også, det ville være for radikalt at bruge hårde kemikalier, som man ellers ofte tyer til for at bekæmpe legionella. Derfor var denne løsning perfekt, siger han.

Han var selvfølgelig lidt betænkelig ved, at Neuthox-teknologien ikke tidligere er brugt til legionellabekæmpelse herhjemme. Men gode erfaringer fra blandt andet sygehuse i udlandet var med til at overbevise ham, så han gik i dialog med Hjortkær Maskinfabrik, der forhandler og installerer generatoren på det danske marked.

Da der ikke er nogen risici ved fremstillingen, står den lille generator i Sundhedshusets fyrrum, og det er husets pedel, der står for den daglige drift. I praksis betyder det, at han cirka 3 gange om året skal fylde salt på generatoren.

Det er den danske virksomhed Danish Clean Water, der har udviklet og producerer generatoren. Den bruges af virksomheder i det meste af verden. Herhjemme er Sundhedshuset i Aabenraa dog det første byggeri, der har investeret i generatoren med det primære formål at undgå og bekæmpe legionella. Men flere andre virksomheder bruger den i forbindelse med rensning af for eksempel spildevand.

- Det har længe været en udbredt opfattelse, at hård kemi var det eneste effektive våben mod legionella. Men med vores generator kan du med sikkerhed undgå og bekæmpe legionella – uden fare for hverken mennesker eller miljøet, siger Hardy Jepsen, der er direktør i Danish Clean Water.

Neuthox er en klar 100 pct. biologisk nedbrydelig væske, som dræber potentielt farlige bakterier i vand, såsom legionella og salmonella. Over en periode ødelægger Neuthox også rørsystemernes eksisterende bio-film, som er grosted for nye bakterier. Hvis Neuthox tilsættes nye systemer forhindrer den biofilm i overhovedet at opstå.

Det er den danske virksomhed Danish Clean Water, der står bag den generator, som producerer Neuthox gennem en elektrolyse proces - udelukkende ved brug af almindeligt salt, vand og elektrisk strøm.

Væsken tilsættes i vandet via en programmerbar styreenhed, der sørger for, at doseringen tilpasser sig det aktuelle bakterieindhold i vandet.

tøtte
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078