23948sdkhjf

Byggeriet vil snart mærke kickstarten

Oven på sløv konjunkturmåling spår Dansk Byggeri, at regeringens kickstart sidst på året ændrer billedet, når de mange offentlige byggeprojekter for alvor kommer i gang
De mange byggevirksomheder rundt om i landet har svært ved at finde optimismen frem i øjeblikket. Udsigterne lyder på både færre ansatte og færre arbejdsopgaver.

Det viste det seneste konjunkturbarometer fra Danmarks Statistik, hvor blandt andet byggeentreprenørerne ser sort på fremtiden.

Men på trods af de negative forventninger, så bliver nedgangen i nybyggeriet opvejet af de positive virkninger fra regeringens kickstart af dansk økonomi, spår Dansk Byggeri.

Kickstarten betyder nemlig, at de almene boliger skal renoveres, og der skal bygges for eksempel institutioner, skoler og sygehuse.

Og selvom det er lang tid siden, at det blev vedtaget, så tager det tid inden byggeriet mærker kickstarten.

- Det siger sig selv, at der går flere måneder fra vedtagelsen i Folketinget til byggekranerne begynder at arbejde. Jeg vurderer, at den stimulerende effekt af kickstarten vil slå igennem her i 2. halvår, og kickstarten vil så opveje tilbagegangen i byggeriet. Der er især udsigt til et markant løft i renoveringerne af de almene boliger og til flere kommunale byggearbejder. Kickstarten vil dermed stabilisere byggeaktiviteten fra sommeren 2012 og frem til 2014, siger seniorøkonom Finn Bo Frandsen fra Dansk Byggeri.

Opveje fald

Han forventer, at kickstarten vil opveje faldet i beskæftigelsen, og ifølge konjunkturbarometret forventer virksomhederne i anlægsbranchen lidt større omsætning i tredje kvartal end i andet kvartal.

- På anlægsområdet er der mange projekter, og der er udsigt til stigende anlægsaktivitet også i de kommende år, siger Finn Bo Frandsen.

Almene boliger

Det er særligt bygningsentreprenører og murervirksomheder, der har negative forventninger til de næste par måneder.

- Faldet i nybyggeriet skyldes, at der nu bliver færdigbygget flere almene boliger, end der bliver påbegyndt, mens både det private boligbyggeri og det private erhvervsbyggeri er faldet til et meget lavt niveau. Og på grund af det svage ejendomsmarked og opbremsningen i eksporten er der ikke udsigt til nogen vending i hverken det private boligbyggeri eller i erhvervsbyggeriet, påpeger seniorøkonomen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062